Kunst og kultur – fordi det handler om dannelse og fællesskab
Jeg ser Kunsten og kulturen som Københavns sjæl, som det der blæser liv i byen, og gør den levende. Som det der binder os sammen, skaber trivsel og bygger fælleskaber, som danner os som mennesker. Noget vi måske har mere brug for, end nogensinde. Derfor vil jeg kæmpe for at bringe kunsten og kulturen højere op på den politiske dagsorden. Vi skal investere i den, også meget mere end vi gør i dag. I mere teater, mere musikskole, mere kunst i det offentlige rum.
Jeg vil kæmpe for, at børn og unge får meget mere kultur i skolerne, for vi ved at det styrker deres kreativitet, nysgerrighed og ikke mindst trivsel.
Jeg vil kæmpe for at vi indtænker kunsten og kulturen i byudviklingen, i integrationen, i fritidstilbuddene, i psykiatrien, i ældreplejen, på plejehjemmene, og i de udsatte boligområder.
Social ansvarlighed – fordi vi skal tage os af hinanden.
For mig handler social ansvarlighed om det mest grundlæggende: At alle mennesker skal have en plads, hvor de hører til, og en rolle, hvor de kan være til nytte. Vi må investere i tidlig indsats og forebyggelse – for det koster både liv og livskvalitet, når vi lader mennesker falde gennem sprækkerne. Jeg vil kæmpe for flere boliger og fællesskaber til udsatte, for lokale tilbud der bringer mennesker sammen, og for et arbejdsmarked med plads til alle, også dem der ikke kan løbe stærkt hele tiden. For et samfund måles på, hvordan vi tager os af dem, der har mest brug for det.
Natur – fordi grønt er godt for øjet, for sjælen – og for fremtiden
Vi bor i en by, og det bliver aldrig som på landet. Men vi kan godt gøre København meget grønnere: med åndehuller, træer i gaderne, grønne tage og vægge. Det gør ikke bare byen smukkere og sundere – og det giver os alle et åndedrag af noget større midt i hverdagen. Men naturen i byen handler ikke kun om trivsel. Det handler også om den grønne omstilling, som vi skylder vores børn og deres fremtid. At vi tager klima og biodiversitet alvorligt – også mellem asfalt og brosten.
Baggrund
Jeg tror på, at kunsten, kulturen, naturen og vores sociale fællesskaber er det, der gør en by levende. At vi skal begynde med mennesket – før systemet, før murstene – når vi udvikler København.
Jeg er vokset op med en far der var langtidsledig (det kunne man dengang) og en mor på piller (dårlige nerver hed det). Min største succes i folkeskolen var at stå på scenen i skolekomedien i 7. klasse. Den oplevelse ændrede mit liv, og i dag lever jeg af at skrive dramatik – selv om jeg fik 03 i dansk dengang. Og derfor drømmer jeg da også om, at kunst og kreative fag skal fylde meget mere i skolen. For der er evner og talenter, som ikke kan måles i karakterer. Som ikke handler om tal og bogstaver. Det er den slags erfaringer, kunsten kan give os. Alt det, der gør os til andet og mere end blot forbrugere, som Georg Brandes sagde.
Efter skolen kom jeg i lære som rørsmed. Og der lærte jeg, at indignation først betyder noget, når den bliver omsat til ansvar, og ansvar til handling. For man tog sig af hinanden på den arbejsplads – og det bør vi også gøre i København. Vi skal hjælpe hjemløse og udsatte mere, og vi skal tage ensomhed alvorligt. Næsten hver 5. unge oplever ensomhed.
Og så er jeg jo vokset op på landet. Jeg kender duften af nypløjet jord, bliver glad af at se en rug-mark og standser op når jeg høre en lærke. Derfor drømmer jeg også om en grønnere by – med flere åndehuller, træer på tagene og grønne vægge. En by, hvor naturen ikke er luksus, men et fælles gode, som giver liv, og som vi passer på.
Kultur. Natur. Social ansvarlighed. For mig hænger det hele sammen – for det handler i sidste ende om mennesker.
