Virkeligheden kalder. På sammenhold uden forbehold. På et afgørende valg mellem Europa eller kaos.
Når mørke kræfter søger at splitte os, skal vi stå sammen om at stå imod. På tværs af Danmark og Europa, på tværs af røde og blå. Vi skal vælge de falske modsætninger fra. Mellem danskere eller europæere. Frihed eller tryghed. EU eller NATO. Både-og er svaret og vejen frem.
Vi skal vælge fællesskabet til. Styrke Danmarks samarbejde med Europa om vores fælles forsvar. Lad os vise vores naboer, at de kan regne med os. Så vi kan regne med dem. Det gælder vores frihed, sikkerhed og demokrati. Ingen kan løse alt alene. Kun sammen står vi stærkest.
En verden i forandring kalder på modet til at tænke nyt. Danmark skal tage ansvar og lederskab. Stem ja den 1. juni.
Radikale Venstre støtter et ja til at afskaffe Danmarks forbehold i det europæiske forsvarssamarbejde. Det gør vi bl.a. fordi:
- Det foregår lige her, lige nu. EU’s forsvars og sikkerhedspolitik handlede ikke om traditionel sikkerhedstænkning, men snarere om at skabe en fredfyldt verden gennem langsigtede missioner, der typisk foregik i lande langt væk fra Europas geografiske kerne. I den senere tid er politikken i stigende grad begyndt at handle om at beskytte det europæiske kontinent og dets borgere. Med Ruslands invasion af Ukraine ser vi ind i en ny sikkerhedspolitisk situation, hvor der forventes at blive sat yderligere skub i den forsvarspolitiske dimension i EU. Europa skal være stærkere og langt mere parat til at håndtere de trusler, vi står overfor.
- Vi skal stå sammen i Europa. Årsagen til at vi skal af med forsvarsforbeholdet er for at være med til at træffe de forsvars- og sikkerhedspolitiske beslutninger som EU står over for. Vi ønsker at Danmark skal have indflydelse og spille en aktiv rolle. Især i en situation hvor USA har øjnene rettet mod Asien og Europa må passe på sig selv og vores nærområder.
- Samarbejde mellem suveræne stater. Samarbejdet er udelukkende mellemstatsligt. Det betyder, at alle lande skal være enige, før en politik kan vedtages, og at det desuden er et frivilligt samarbejde. Uden forbeholdet ville Danmark stadig have fuld selvbestemmelse. Hvis forbeholdet afskaffes, kan Danmark fortsat vælge at sige nej til at deltage i militære aktioner i EU-regi.
Læs mere; Sammenhold uden forbehold!