Af Mette Annelie Rasmussen, gruppeformand for Radikale Venstre i Borgerrepræsentationen
Med 26 stemmer for og 27, imod faldt vores forslag om kvoteflygtninge på sidste uges Borgerrepræsentations møde. Hov, tænker nogen måske, er det at beslutte noget om kvoteflygtninge ikke Christiansborgs område? Det er det, men en holdning kan man jo godt have og når man ligeledes har plads til at modtage flere flygtninge i København, var Radikale Venstre på Københavns Rådhus gået sammen med Enhedslisten, SF og Alternativet om at række hånden frem til Inger Støjberg og tilbyde byens rum til en del af de 1.1 mio. af de kvoteflygtninge der har brug for en ny start.
For sagen er nemlig den, at København i 2016, fik at vide at vi nu skulle modtage 1283 flygtninge mellem 2016-18. Så det har vi gjort klar. Vi har indtil nu taget imod 378 og tilbagemeldinger fra Københavnerne og erhvervsliv, har da også været at vi gerne hjælper verdens udsatte og gerne flere. Samme besked kom fra både Venstres Beskæftigelses og integrationsborgmester og Socialdemokraternes ordfører for et kort stykke tid siden. Så da Inger Støjberg meldte ud at Danmark også i 2018, skulle have et pusterum ift. at modtage kvoteflygtninge, var det vores håb, at der kunne findes et flertal på Rådhuset for at København bød sig til overfor Staten med det budskab, at vi i København godt kunne finde plads til kvoteflygtninge.
Vi bad derfor om flertal til at sende Overborgmesteren i byen og indlede dialog med Ministeren om modtagelse af op til 500 kvoteflygtninge i København. Desværre har Socialdemokraterne i denne sag, sat sig sammen med Regeringen og DF og rykker sig ikke en tomme, så afstemningen endte 28/27. Trist for verdens mest udsatte, der nu ikke får en ny chance i København og arrogant af Regeringen og Socialdemokraterne overfor de aftaler, vi har indgået med FN. Den 19. september 2016, underskrev regeringen, FN’s New York-erklæring om flygtninge og migranter. Erklæringen opfordrer FN’s medlemslande til at øge deres programmer for genbosættelser af flygtninge, herunder at tage kvoteflygtninge.
Man må igen og igen ønske sig at Hjemme Lars, lyttede lidt mere til Ude Lars, for han er både ganske grøn og helt med på at tage globalt ansvar, når han er ude…