Resultat og reportage fra opstillingsmøde til KV25 i København

Restaurant Send Flere Krydderier dannede rammen for opstillingsmødet til KV25 i København lørdag d. 4. november. Kort efter indskrivningens start kl. 10 mødte de første formiddagsfriske radikale op på adressen, og der spredte sig hurtigt en stemning af lige dele hygge og spænding, på en dag hvor meget var på spil for de håbefulde kandidataspiranter. Der var flot fremmøde fra de københavnske radikale, og ved mødestart kl. 11 havde tæt ved 100 medlemmer indskrevet sig.

Det første personvalg skulle foretages allerede inden frokost. Det var valget til spidskandidat, som kun vores nuværende Kultur- og Fritidsborgmester, Mia Nyegaard, kandiderede til. Da stemmerne var talt op stod det klart, at den radikale spidskandidat til KV25 bliver Mia.

Kamp om posterne var der mere af efter frokost, hvor de øvrige kandidater skulle vælges og dernæst placeres på listen. Kandidatudvalget havde på forhånd anbefalet, at der opstilles 16 kandidater inklusiv spids, hvilket blev vedtaget. Da der var 16 kandidater til de resterende 15 pladser, måtte kandidaterne finde deres bedste brandtale frem, da de på skift præsenterede deres visioner for fremtidens København.

Derfra var det op til de fremmødte at træffe det svære valg om, hvilke af de dygtige og håbefulde kandidater, der skulle placeres hvor. Da resultatet blev læst op, kunne der anes både gisp og sejrsknyttede næver i salen. Heldigvis får vi lov at gøre det hele, undtaget valget af spidskandidat, én gang til, når vi næste år mødes igen for at vælge placeringen på den endelige liste.

Resultatet blev som følger:

1) Mia Nyegaard  
2) Christopher Røhl                 
3) Kristine Ammitzbøll-Bille
4) Katrine Kildgaard
5) Jakob Skyggebjerg
6) Jes Vissing Tiedemann
7) Dan Kreutzfeldt
8) Kashif Ahmad

9) Emil Moselund Østergaard
10) Kim Mandix
11) Thomas Markmann
12) Jino Doabi
13) Alina Protsyk
14) Martin Schepelern
15) Peter Zinckernagel
16) Lartey lawson