Maria Georgi Sloth
- Folketingskandidat i Sundbyvesterkredsen
- Tidligere landsformand for Radikal Ungdom (2022-2024)
Om Maria Georgi Sloth
For mig handler politik om at kæmpe for den verden, man drømmer om. En verden hvor alle mennesker lever i frihed til at være den de er, hvor mennesker har lige muligheder for at skabe det liv de ønsker og hvor vi sammen skaber en grøn og bæredygtig fremtid.
Jeg er vokset op på Vestfyn og bor nu i København. Til daglig læser jeg en bachelor i pædagogik på Københavns Universitet og lever kollegielivet på Øresundskollegiet på Amager. Jeg kan citere både Tessa og Matador bedre end de fleste. Og så drømmer jeg om at gøre en forskel og repræsentere dig i Folketinget.
Mærkesager
Stærke uddannelser til alle med plads til trivsel og fordybelse
Det er på tide, at vi sætter en ny retning for dansk uddannelsespolitik og investerer i vores uddannelser. Jeg vil ikke acceptere, at uddannelsespolitik bliver en kamp mellem håndværkere og humaniorastuderende – nej, fremtiden har brug for stærke uddannelser hele vejen rundt. Vi skal skabe et uddannelsessystem, som åbner døre og skaber flere muligheder for alle unge. Et uddannelsessystem med mindre kassebånd og karakterræs og mere tid til fordybelse og begejstring.
Jeg vil:
- sætte en stopper for universitetsreformen, som vil halvere kandidatuddannelser og skære i studiepladser.
- genindføre det 6. SU-år og give de studerende fleksibiliteten tilbage.
- kæmpe mod nedskæringer og højere karakterkrav på ungdomsuddannelserne og nedlæggelsen af 10. klasse.
- skrue ned for karakterræset og skabe mere plads til trivsel og fordybelse i hele
uddannelsessystemet.
Grønt håb for fremtiden
Der er ingen tid at spilde – vi skal gennemføre seriøse forandringer og investeringer i den grønne omstilling nu. Hvis vi også i fremtiden skal have en bæredygtig planet at leve på – både for mennesker og alle de andre arter der omgiver os – så kræver det massive omstillinger af vores nuværende levevis. Millioner af mennesker verden over skal have mulighed for at hæve deres levestandard uden at planeten knækker. Der er håb – vi kender løsningerne, vi har teknologierne –
men det kræver politisk handling at gøre dem til virkelighed.
Derfor vil jeg kæmpe for, at vi:
- går forrest i Danmark og tager vores del af ansvaret for at reducere CO2-udledninger, blandt andet gennem en høj, ensartet CO2-afgift.
- arbejder for at genoprette og bevare vild natur og biodiversitet både i Danmark og resten af verden. Langt større arealer skal gives tilbage til naturen.
- bekæmper forurening af miljø, luft og vand. Det kræver blandt andet et opgør med måden vi driver landbrug.
- omstiller vores forbrug til en cirkulær økonomi, hvor vi genbruger og reparerer og sparer på jordens ressourcer.
- bidrager med øget klimastøtte til de lande, der rammes hårdest af klimaforandringerne og samtidig går forrest i kampen for, at klimaforandringerne og deres konsekvenser skal løses i internationale fællesskaber.
Ligestilling der skaber frihed og muligheder
Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder og skal behandles med respekt. Jeg kæmper for et samfund, hvor dine muligheder for at trives og opnå dine drømme aldrig må begrænses af din baggrund, køn, hudfarve, seksualitet eller religion. Der er stadig mange vigtige kampe at tage fat på – og det vil jeg gøre noget ved!
Vidste du f.eks., at:
- dit køn kan have stor betydning for din sundhed? Fx er meget medicin kun er testet på mænd, og det kan have alvorlige konsekvenser for kvinders sundhed. Samtidig er fx mænds psykiske lidelser både underdiagnosticerede og underbehandlede.
- kvinder har dårligere vilkår i asylsystemet, fordi f.eks. tvangsægteskab og overgreb, ikke anerkendes på lige fod med f.eks. politisk forfølgelse?
- ansøgere med mellemøstligt-lydende navne skal sende 50% flere jobansøgninger for at blive inviteret til jobsamtale?
- hver 10. voksne i Danmark ikke har stemmeret til folketingsvalg?