Loft over lejen, indfødsretsregler og råstofudvinding: Tre udtalelser til debat på årsmødet 2026

af Viktor Dylander, 28. april 2026, opd. 10. maj 2026

Skal der indføres huslejeloft?

Det var et af debatemnerne, når medlemmerne af HRV mødtes til det traditionsrige årsmøde lørdag den 2. maj.

Der var nemlig tre forslag til politisk udtalelse på vegne af HRV i år. Bliver en udtalelse vedtaget af årsmødet, bliver den offentliggjort på foreningens hjemmeside som en officiel holdning fra HRV.

Efter debat og afstemning blev følgende 2 af 3 udtalelser vedtaget af årsmødet: “Stop for rovdriften på Danmarks råstoffer til lands og til havs” og “Om danskhed og demokrati” vedtaget 

Loft over lejen (stillet af Radikale Venstre Frederiksberg)

Huslejeloft såvel nyt som eksisterende bør være en aktiv del af Radikale Venstres boligpolitik

I erkendelse af, at byg-byg-byg politikken ikke har nogen som helst mulighed for at sikre betalbare boliger i København og Frederiksberg på hverken kort eller mellemlang sigt, opfordrer HRV til, at partiet såvel landspolitisk som lokalt arbejder for aktiv anvendelse af huslejeloft som en del af boligpolitikken. Kun derved kan man understøtte et boligmarked i balance, der giver bedre muligheder for unge blandt andet ved at sikre ældres muligheder for boligmobilitet fra større til mindre boliger. Dette nødvendiggøres yderligere af, at finansieringsmodellen for Lynetteholmen bygger på et grundlag af salg af byggegrunde til højest mulige priser for at sikre finansiering af blandt andet Metrobyggeri – en situation, der alt andet lige vil føre til høje boligpriser, der igen alt andet lige vil trække boligpriser i hele Københavnsområdet med op, såfremt der ikke bruges huslejeregulering og -loft som redskab. Dette skyldes blandt andet at efterspørgsel styres af tilflyttende udenlandsk arbejdskraft . På lang sigt vil den demografiske udvikling i Danmark, ændringer i tilflytning af udlændinge som følge af arbejdsmarkedsændringer i udlandet som følge af demografiske ændringer også i disse lande og andre faktorer potentielt kunne føre til et markedsbestemt boligmarked med lavere huslejer, der til den tid kan gøre huslejelofter og- regulering overflødig. Tilsvarende vil et boligpolitisk sigte, der rækker ud over Københavns og Frederiksbergs grænser på sigt virke balancerende på boligpriserne.

Beskyt råstofferne (stillet af Bo Nissen Knudsen, Østerbro)

Stop for rovdriften på Danmarks råstoffer til lands og til havs

Som Danmarks hovedstad og tættest befolkede område har København en særlig national forpligtelse til at have øje for at landets råstoffer udnyttes bæredygtigt, ikke mindst hvad angår byggeri og transportinfrastruktur.

Hovedstadens Radikale Venstre opfordrer derfor den kommende regering til at udarbejde den råstofplan som blev lovet i regeringsgrundlaget for SVM-regeringen, men som aldrig blev realiseret. En råstofplan som understøtter en bæredygtig udvinding af sand og grus samt mere genanvendelse af byggematerialer.

Især den accelererende krise for livet i havet gør det nødvendigt at tage drastiske virkemidler i brug, og planen bør derfor, blandt andet, omfatte:

  • som minimum en fordobling af afgiften på råstoffer – hvor provenuet øremærkes til miljøtiltag
  • minimumsstandarder for beskyttelse af havbunden som bygger på erfaringerne med beskyttelsen af Øresund
  • skærpede krav om genanvendelse af byggeaffald i nye byggeprojekter
  • nye evalueringer af alle planlagte motorvejsprojekter i lyset af råstofkrisen
Lettere adgang til indfødsret (stillet af Anders Nielsen, Nørrebro-Bispebjerg)

Om danskhed og demokrati

Mens vi danskere taler varmt for demokrati og ligebehandling i andre lande, vender vi det blinde øje til, når en stadig større del af den danske befolkning bliver udelukket fra demokratisk medindflydelse og andre rettigheder og pligter, der følger med at være dansk statsborger. Det drejer sig ikke mindst om de børn, der fødes i Danmark, vokser op, går i skole, taler dansk som alle andre, men mangler almindelige danske rettigheder, fordi de er født af udenlandske forældre. Det starter ofte i skolen, hvor elever med udenlandsk pas kan være forhindret i at tage med på lejrture, og sidenhen må de unge affinde sig med ikke at kunne stemme til folketingsvalg som deres kammerater. Hvis udviklingen fortsætter, kan det få fatale følger, fordi vi risikerer, at en større og større andel af befolkningen vender demokratiet og fællesskabet ryggen. Derfor opfordrer Hovedstadens Radikale Venstre Folketinget til at genindføre den paragraf i indfødsretsloven, som indtil 2016 gav unge udlændinge født og opvokset i Danmark lettere adgang til at få dansk indfødsret.

Årsmøde tæt på Nørreport station

Det er det store mødelokale i Kosmopols lokaler i Fiolstræde tæt på Nørreport station, der danner rammen om årsmødet 2026.