Marianne Mortensen

Kandidat til Folketingsvalget for Hovedstadens
Radikale Venstre. Opstillet i Valby-kredsen

Medlem af Bydelsbestyrelsen for Radikale Venstre
Vesterbro/Valby/Kongens Enghave

Suppleant til Radikale Venstres Hovedbestyrelse

Om Marianne Mortensen
Jeg mener, at tiden kalder på engagement. Meget peger på, at vi står i en afgørende
brydningstid. Sammen har vi på mange måder et ansvar for fremtiden. At den er
bæredygtig, retfærdig og fredelig. At den er god både at være menneske og borgere i. At vi ikke ødelægger vores omgivelser og rykker balancerne, så vores klode bliver et utåleligt sted at være.

Vi skal lægge skinnerne nu, og vi skal kunne være dét bekendt, som vi giver videre. Jeg mener, at der i dén grad er brug for radikale holdninger og værdier. Derfor stiller jeg op som kandidat til Folketinget for Hovedstadens Radikale Venstre.

Jeg er socialliberal og hylder humanisme, retsstat, minoritets-respekt samt individers rettigheder. Der skal være mulighed for at uddanne sig samt leve og udtrykke sig i overensstemmelse med sig selv. Vi skal undgå udstødelse og marginalisering – også for borgere af anden oprindelse. Vi skal ikke skabe udsathed, men ruste til at undgå det og hjælpe, hvor der er behov.

Som overbevist europæer mener jeg, at vi er del af et vigtigt europæisk fællesskab. EU giver os mulighed for sammen at tackle en række af de store spørgsmål og udfordringer. Det er ikke nemt, men vi har et godt udgangspunkt, og alternativet er ikke attraktivt. Internationale konventioner og institutioner er vigtige og skal forsvares.

Baggrund og privat

Født i Aarhus. Opvokset i Svendborg og Viborg samt uddannet i Aalborg, hvor jeg i 1998 meldte mig ind i Radikal Ungdom. Jeg har siden bl.a. arbejdet i Belgien.
I en del år har jeg boet i Valby og føler mig hjemme i området. Mine to børn i skolealderen bor hos mig halvdelen af tiden. Jeg bruger byens kulturelle tilbud, særligt koncerter, holder af at svømme samt læse avis og bøger på byens cafeer gerne med en kop kaffe. Jeg er 47 år og har bl.a. i en årrække arbejdet for det lokale Danmark i Danske Regioner og nu KL, hvor jeg er chefkonsulent. Mit arbejdsområde er digitalisering. For tiden med fokus på sikkerhed.