Magnus Georg Jensen 

Jeg vil kæmpe for den danske drøm – den, der så længe jeg kan huske, har overstrålet den amerikanske. Drømmen om, at alle – uanset baggrund – kan skabe sig et godt liv, hvis de har vilje og arbejder hårdt.

Derfor vil jeg også kæmpe for et stærkt uddannelsessystem, fra folkeskole til videregående uddannelse. Og jeg vil kæmpe imod den uretfærdige fordeling af økonomiske ressourcer – herunder et boligmarked i København der, i stigende grad, forstærker uligheden.

Jeg mener, at Danmarks styrke ligger i at vi er et lige samfund: med adgang til uddannelse, til sundhed, og til et hjem. Det giver os mulighed for at bokse over vores vægtklasse. Det vil jeg kæmpe for, at vi bliver ved med at være.

Et Danmark med mindre ulighed

I Danmark har vi i generationer haft en grundlæggende tro på, at flid og arbejde er vejen til et godt liv. Det er fundamentet for velfærdssamfundet og har været en bærende idé i vores samfundsopbygning. Men denne idé er i krise. I dag er det ikke længere kun din indsats, der afgør dine muligheder – det er din adresse. I alt for lang tid er der blevet vedtaget politik der svækker netop denne ide.

Det vil jeg gøre op med. Jeg drømmer om et Danmark, hvor alle har en chance for at lykkes uanset startkapital.

Jeg vil kæmpe for, at alle lønmodtagere får lov til at tage flere af deres penge med hjem fra deres arbejde, da vi i høj grad har brug for deres indsats i vores samfund. For det er sygeplejersken, advokaten og pædagogen der er med til at sikre, at vores samfund hænger sammen.

I dag ser virkeligheden desværre anderledes ud.

Vores skattesystem afspejler en dyb skævhed: Arbejdsindkomst beskattes hårdere end kapitalgevinster. Kapitalgevinster på ejerboliger beskattes slet ikke, så længe man har boet i boligen – og den økonomiske elite ser deres formuer vokse eksponentielt. Det øger ikke bare den økonomiske ulighed – det forstærker også de geografiske og sociale skel. Uligheden vokser, og det skaber kløfter mellem dem, der har, og dem, der ikke har.

Jeg mener, at politik skal udligne ulighed og opfordre til et samfund, som bygger på indsats.

Jeg vil kæmpe for, at det skal være dit arbejde og ikke din adresse der baner vejen for DIN fremtid.

Et retfærdigt boligmarked

Der er noget fundamentalt galt, når borgere med gode og solide jobs må opgive at købe en bolig i storbyerne. Boligpriserne i vores storbyer er stukket af. Det kræver politisk indgriben. Det kræver politisk vilje.

Hvis vi virkelig vil tage livtag med de problemer, der presser især København og Aarhus, så kræver det en masterplan. Vores byer skal kunne rumme alle fra den hårdtarbejdende SOSU-medhjælper til det velhavende curlingbarn.

Jeg foreslår:

• Omdan uudnyttede loftrum til taglejligheder, og skab flere boliger uden at bygge nyt fra bunden.
• Tillad, at tomme erhvervslejemål konverteres til private boliger.
• Fjern de stive kvadratmeterkrav i nybyggeri – de matcher ikke et Danmark, hvor flere og flere bor alene.
• Begræns muligheden for at drive fuldtids-Airbnb-hoteller i boligområder. Én udlejer med ti lejligheder er ikke deleøkonomi – det er en forretning.
• Ophæv huslejeloftet på ældre lejligheder. Det forvrider markedet og skaber en urimelig fordeling af boligmassen – vi skal støtte mennesker ikke mursten
• Og ja – vi skal bygge, men på den rigtige måde: Med flere ejerboliger og færre
  profitmaksimerende lejeboligprojekter.
• Samtidig er det på tide at afvikle fordelene ved forældrekøb. Det har i årevis pustet til priserne og sat velstående forældre i førersædet på et marked, hvor unge uden hjælp ikke har en chance.
• Indfør et ungekøb – lad hårdtarbejdende unge bruge deres pensionsopsparing til at komme ind på boligmarkedet.

Jeg er vokset op i København – og jeg har boet i stort set alle kvarterer i København. Mine venners forældre og naboer har været politibetjente, fysioterapeuter, pædagoger eller fotografer. Men den mangfoldighed, som jeg er vokset op med, er truet.

Det kræver politisk indgriben i boligmarkedet, og det skal ske nu, inden København ender som
London eller andre sjælløse storbyer.

Uddannelse der er tilpasset fremtidens arbejdsmarked

Den nuværende uddannelsespolitiske strategi er ikke lavet til den fremtid, vi kigger ind i.
I stedet for at skære i antallet af unge på universiteterne for at fremme ansøgerne til
velfærdsuddannelserne mener jeg, at vi burde gøre det nemmere for unge at skifte spor senere i livet.

Vi er, trods alt, en del af en generation, som skal arbejde til vi bliver 74.
Jeg tror på, at mere frihed til at vælge nye veje senere i livet måske ville gøre valget om uddannelse lettere i dag. Det kunne også skabe langt større fleksibilitet på arbejdsmarkedet, samtidig med at vi gør uddannelserne mere attraktive.

De seneste års nedskæringer på uddannelserne vil betyde, at vores konkurrenceevne på sigt
svækkes. Jeg mener ikke, at vi får et konkurrencedygtigt samfund ved silotænkning, hvor en mindre uddannet ingeniør giver en ekstra sygeplejerske.

Jeg tror på, at vi skal investere og opgradere de uddannelser vi har brug for og ikke forringe
universitetsuddannelserne. Jeg mener ikke, at nedskæringer på universitetsuddannelserne gør
velfærdsuddannelserne mere attraktive.

Jeg tror at løsningen ligger i en optimering af arbejdsforholdene i den pågældende sektor. Fordi
hvordan kan du nogensinde sælge drømmen om et langt liv som sygeplejerske på Rigshospitalet, når du har svært ved at forene det med en drøm om at bo i København.
Vi har et ansvar for at sikre bedre vilkår, når man er færdig med uddannelsen – både i erhvervet og mulighederne som følger med senere i livet.

Jeg vil kæmpe for et uddannelsessystem, der giver unge frihed til at vælge deres fremtid, uanset om de starter som håndværker, sygeplejerske eller økonom.

Om Magnus Georg Jensen

Jeg er opvokset i København, hvor jeg har gået i folkeskole – og hvor jeg stadig bor i dag. Midt i
min ungdom flyttede min familie og jeg til udlandet, hvor vi boede i en årrække. Først i Caribien, siden tre år i Mellemøsten.

Det internationale udsyn har sat et dybt præg på min forståelse af politik og af, hvad der virkelig betyder noget. Jeg har været vidne til store sociale skel og mødt en beundring for vores sociale sikkerhedsnet. Samtidig har det det udfordret mit syn på, hvordan vores tilgang til forandring nogle
gange kan begrænse os i at drømme stort.

I dag bor jeg på Nørrebro og til dagligt arbejder jeg som konsulent. Ved siden af mit arbejde
engagerer jeg mig aktivt i civilsamfundet. Jeg har tidligere siddet i bestyrelsen i ungdomsbevægelsen SAGA og i dag sidder jeg i ungerådene hos PFA og Tuborgfondet, hvor jeg er
med til at bringe ungdommens perspektiver på fremtidens udfordringer og løsninger. Jeg brænder for at skabe lige muligheder for alle uanset ophav, derfor er jeg også frivillig lektiehjælper hos Diversity Works på Blågårdsgade.

Det er nogle af de erfaringer jeg vil tage med mig, når jeg skal repræsentere dig i Folketinget.