Jeppe Rohde Fransson

Mit navn er Jeppe, jeg er 30 år gammel og til dagligt arbejder jeg som socialrådgiver i en familieafdeling.
Jeg stiller op til Folketinget, fordi jeg tror på, at jeg kan skabe en forskel for de allermest udsatte borgere i det her samfund.
Derudover brænder jeg for at skabe bedre vilkår for landets børn og unge.


Mærkesager:

Ingen børn skal vokse op i fattigdom

Som socialrådgiver ser jeg hver dag konsekvenserne af fattigdomsydelserne. Jeg ser, hvordan familier presses på deres daglige levebrød. Hvordan børn må skrotte vigtig medicin og droppe fritidsaktiviteter. Hvordan nyt tøj og fødselsdagsgaver er urealistisk. Børn, der vokser op under disse vilkår, får ikke de samme muligheder som deres jævnaldrende. Det påvirker dem resten af livet – både socialt, psykisk og fagligt.

Det vil jeg ændre på. For det kan og skal vi gøre bedre i Danmark! Derfor vil jeg kæmpe for at afskaffe kontanthjælpsloftet, 225-timers-reglen og integrationsydelsen.

For ingen børn skal vokse op i fattigdom.

Stop test- og karakterræset

Jeg vil skabe kreativitet, nysgerrighed og trivsel i vores uddannelsessystem, så vores børn og unge får ro til at lære, lege og fordybe sig.

I dag er der i alt for høj grad fokus på karakterer, fremdrift og en nulfejlskultur, hvor ingen tør eksperimentere eller skille sig ud fra mængden.

Jeg vil en anden vej med vores uddannelsessystem. Vores uddannelsessteder skal have friheden tilbage til selv at tilrettelægge undervisningen. Der skal være karakterfrie folkeskoler og massive økonomiske investeringer i hele vores uddannelsessystem.

Et stærkere kulturliv

Kultur er for mig alt det, der binder os sammen i fællesskaber. Kultur skaber sammenhængskraft på tværs af vores sociale, aldersmæssige, religiøse og etniske skillelinjer.

Regeringen og Dansk Folkeparti har de seneste år holdt kulturen i et både økonomisk og detailstyret jerngreb, der langsomt kvæler energien og kreativiteten i vores kulturliv. Det vil jeg gerne lave om.

Jeg vil styrke kulturen generelt set. Lige fra vores kunstmuseer, biblioteker og teatre til vores sports- og fritidsklubber og public service. Jeg vil kæmpe for at sætte kulturlivet fri af detailstyringen og for langt stærkere økonomiske rammer til kulturen.

    Tagget som: Folketingskandidater

Seneste billeder fra vores arkiv

Billederne kan frit anvendes til redaktionelt brug. Klik for at åbne/downloade dem i fuld størrelse.

  • Jeppe Rohde Fransson