Carolina Magdalene Maier

  • Folketingskandidat i Brønshøjkredsen

Om Carolina Magdalene Maier

 Mit hjerte banker for politik og for et bæredygtigt samfund. For mig bør politik handle meget mere om politisk håndværk og dybdegående parlamentarisk arbejde, end om opslag og skænderier på sociale medier. Jeg længes efter et samfund, hvor friheden mærkes i hjertet og ikke kun i pengepungen. Hvor det er nemt at være selvstændig og sejt at være håndværker. Hvor vi bruger vores oplysningstradition til at skabe samfundsbevidste borgere og stærke fællesskaber, og hvor vi insisterer på at politik skal være båret af ordentlighed.

Jeg er 48, uddannet sociolog og mor til tre store drenge, som alle er flyttet hjemmefra. Jeg er aktiv, dvælende, nysgerrig og en smule utålmodig. Mit liv er langt fra perfekt, men jeg kan godt lide det som det er.

Mærkesager

Børn og skole: Børn er som små planter, der spirer – de skal næres ved roden. De er kreative, sansende væsener. Derfor skal vores grundskole være en skole for både hoved, hænder og hjerte – hvor praktiske og kreative fag har lige så stor vægt som boglige fag, og hvor der er langt mere plads til fordybelse, erkendelse og sanselighed. Frihed: Jeg vil kæmpe for et samfund, hvor det er meget nemmere at leve sit liv på andre måder end flertallet – fx ved at bo i et Tiny House eller en autocamper, skifte lønarbejdet ud med selvstændighed eller leve flere generationer under samme tag. Det handler frihed om for mig.

Klima og natur: Naturen er ikke bare til, for at vi skal nyde den. Den eksisterer i egen ret – og det er vores opgave, at passe på den. Vores forbrug skal tage hensyn til det samlede økosystem – det kræver både politisk regulering og menneskeligt mådehold. Vi er alle en del af løsningen.

Uddannelse og forskning: De videregående uddannelser skal ikke flyttes fra de store byer til provinsen. Langt de fleste unge vil gerne studere i storbyen. Det giver mening – det ville min generation også, da vi var unge! Derfor skal vi styrke storbyernes uddannelsesinstitutioner i stedet for at lukke studiepladser.

Kultur: Kulturen giver os et fælles sprog og plads til at reflektere over, hvem vi er, og hvad vi længes efter. Kultur får os til at mærke os selv på godt og ondt. Den giver os smil og tårer; den får os til at mærke smerte og livsglæde. Det trænger vi til meget mere af i et samfund, som er blevet alt for instrumentelt. Derfor skal vi have meget mere kultur – i skolerne, på uddannelsesinstitutionerne og i det offentlige rum.

Kontakt Carolina Magdalene Maier

11 + 9 =