Vil du være vores kandidat til folketingsvalget?

Kære Radikale,

Overvejer du at stille op til Folketinget i Københavns Storkreds eller er du allerede kandidat eller folketingsmedlem i storkredsen?

Så er denne besked til dig.

Det følgende er en beskrivelse af praktiske og formelle forhold ved opstillingsprocessen samt noget info til dig om, hvordan du kommer i gang. Hvis du vil vide mere om det indholdsmæssige, f.eks. hvad det indebærer at være kandidat, anbefaler vi at du kontakter formanden for kandidatudvalget Søs Haugaard på soes@radikalehovedstaden.dk eller tlf 26743865 eller formanden for den bydel eller kommuneforening, hvis anbefaling du søger.

Kandidatudvalget indkalder alle kandidater til kandidatsamtaler

Det er kandidatudvalgets opgave at screene hver enkelt kandidat inden opstillingsprocessen går i gang.

En sådan screening kan i første omgang være rådgivende/afklarende for kandidaten selv: Er jeg klar til det her? Er det det rigtige tidspunkt for mig at stille op? Har jeg gjort mig klart hvad det indebærer? Det vil sige, at du sagtens kan bede om screeningsamtale, selv hvis du ikke har besluttet dig endeligt for at stille op. Arbejdet i kandidatudvalget er omfattet af fortrolighed, så hvis du skulle ende med at vente eller at droppe planerne, er det således helt op til dig, om du vil dele dine overvejelser om det med andre.

Alle bydele og kommuneforeninger er repræsenteret i kandidatudvalget og på den måde er screeningerne også rådgivende for bydele og kommuneforeninger i forhold til deres rekruttering af kandidater og de anbefalinger, de foretager på deres generalforsamlinger i løbet af foråret 2021.

Endelig udarbejder kandidatudvalget en anbefaling til årsmødet mht det enkelte kandidatur.

Derfor indkalder vi nu alle potentielle kandidater til kandidatsamtaler i januar (se datoer og info om tilmelding nedenfor).

Opstilling til Folketinget forudsætter ikke, at man bor i storkredsen.

Hvis du er politisk valgt på et andet niveau eller opstillet til det, kan du stadig godt være FT-kandidat. Bemærk dog vedtægternes § 11 stk. 4:

Folketingsvalg § 11 stk. 4
Ingen, som er medlem af kommunale råd, regionsråd eller Europa-Parlamentet, kan opstilles som folketingskandidat, medmindre vedkommende giver skriftligt tilsagn om at ville fratræde sin plads i kommunalbestyrelse, regionsråd eller Europa-Parlament senest 6 måneder efter opnåelse af valg til Folketinget.

Opstilling som Folketingskandidat

Hovedstadens Radikale Venstre opstiller hvert år på sit årsmøde folketingskandidater til alle kredse i storkredsen, uanset om et Folketingsvalg er eller menes at være nært forestående. Imellem valgene lægger Folketingskandidaterne i samarbejde både med hinanden og med vælgerforeningens forskellige led (storkreds-, kommune- og bydelsforeninger) et stykke politisk arbejde og vi er altid klar til valg. Ingen kandidat kan nomineres i mere end en kreds.

Forløbet
December:
Som det første booker du en tid (se hvordan nedenfor) og bliver derefter inviteret til samtale.

Januar:
Ved samtalen stiller udvalget en række spørgsmål om din baggrund osv og du kan stille spørgsmål om, hvad det indebærer at stille op osv.
Inden for et døgn eller to efter samtalen får du besked om udvalgets anbefaling. Du får derefter nogle dages betænkningstid, om du vil gå videre i processen. Hvis du beslutter dig for at stille op, går udvalgets anbefaling videre til bydelen eller kommuneforeningen med henblik på deres generalforsamling.

Februar-marts
Generalforsamlinger i de enkelte bydels- og kommuneforeninger. Herfra udgår en anbefaling af en kandidat for hver kreds med henblik på den endelige opstilling på årsmødet lørdag 8 maj. OBS hold øje med datoen i den relevante bydels- eller kommuneforening.

April:
Vælgerforeningen udsender materiale forud for årsmødet—herunder kandidaternes egne skriftlige præsentationer af deres kandidatur, billede og meddelelse om anbefaling fra kandidatudvalg og bydels- eller kommuneforening.

Maj:
Årsmøde 8 maj: Bemærk, at det er på årsmødet, den endelige opstilling finder sted. Den prioriterede liste, der kommer ud af årsmødet, er den, der vil blive indgivet til myndighederne hvis der udskrives Folketingsvalg inden årsmødet 2022

Hvad skal du gøre?

Hvis du påtænker at stille op, skal du snarest og senest 16 december kl 16.00 sende en mail mærket “KANDIDATSAMTALE” til politisk sekretær Anna Nørgaard Sørensen på anna@radikalehovedstaden.dk

Selve samtalen varer ca 30 minutter og vi melder normalt tilbage til dig i løbet af en dags tid og fortæller, om du er blevet anbefalet.

Samtalerne er planlagt til at ligge på følgende dage:

torsdag 14 januar
tirsdag 19 januar
onsdag 27 januar
torsdag 28 januar

Alle dage i tidsrummet 17.30—21.00.

Angiv gerne i mailen, hvis du har præference for en bestemt dag eller et bestemt tidspunkt, så vil vi gøre vores bedste for at efterkomme det; men vi beder også om forståelse for, at det er et stort puslespil med mange menneskers kalendere, der skal gå op. Vi sender dig din egen “tid” hurtigt efter fristens udløb d. 16. december kl. 16.00.

For yderligere oplysning om opstilling kan du kontakte formanden for kandidatudvalget Søs Haugaard på soes@radikalehovedstaden.dk eller tlf 26743865, eller formanden for den bydels- eller kommuneforening, du søger anbefaling hos

Vi glæder os til at høre fra dig.