Et Sammenhængende Sundhedsvæsen

af Annette Randløv, d. 28/1-2019

Et sammenhængende sundhedsvæsen – om ikke for andet skal statsministeren have point for, at have sat dette i fokus med sin sundhedsreform. Som mange andre vil jeg gerne melde mig i koret, der hævder at løsningen på sundhedsvæsnets problemer næppe ligger i, at opfinde en ny struktur.

Systemet er ved at brase sammen indefra, fordi der hele tiden tilføres nye opgaver uden at der fjernes andre. Vel og mærke uden at øge ressourcerne nok. Tværtimod har vi indtil sidste år måttet slås med et 2% produktivitetskrav, som hvert år har betydet fyringsrunder på de forskellige afdelinger.

Desuden har man i iveren for at gennemføre den nye sygehusstruktur helt glemt, at der også skulle investeres i nære sundhedsvæsen. Der er godt nok tilført nogle midler til kommunerne, men langt fra tilstrækkeligt og lysten til at investere i almen praksis har ligget på et meget lille sted. På nogle stræk kunne man være helt i tvivl om, hvorvidt man overhovedet var interesseret i, at bevare denne lille, lidt ustyrlige institution, som godt nok færdigbehandler 8 ud af 10 patienter, men kun står for ca 7% af sundhedsudgifterne. Det er vendt, i hvert fald politisk gennem de sidste år og Løkke lover også tilførsel af flere uddannelsesstillinger og opslag af 100 nye ydernumre. Alt sammen fint, men reelt er udgifterne til sundhed faldet i forhold til BNP gennem de sidste 10 år.

Dette på trods af at vi bliver flere ældre, flere overlever kræftsygdomme og andre alvorlige sygdomme, og dermed lever mange med kroniske sygdomme, som kræver behandling.

Kommunerne har længe været i gang med at opbygge tilbud til de store kroniske sygdomme, men det foregår meget uensartet og i forhold til specielle lidelser, har vi længe lidt under, at de fleste behandlingssteder med specialtilbud, som var opbygget i amternes tid, blev nedlagt sammen med dem. Nogle kommuner er begyndt at danne fællesskaber, hvor man prøver at opbygge en ekspertise i fællesskab med andre kommuner, men det går langsomt.

Derudover er indlæggelser blevet meget korte og standardiserede. Det går for de fleste, men de allersvageste skal gribes, inden de lander hjemme hos sig selv. Man kunne have ladet dem blive et par dage længere på sygehuset. Men supersygehus strukturen lægger ikke op til dette. Helt ærligt, så synes jeg det er ærgerligt. Et par ekstra dage ville betyde, at man kunne træne den ældre i lige at komme op og blive sikker på benene og kommunerne ville få tid til at forberede sig. Endelig ville det give lidt respit til plejepersonalet på hospitalsafdelingerne, hvis ikke samtlige indlagte var meget plejekrævende. De sidste døgn man er indlagt er ikke særligt dyre, men bussen er kørt, og der skal nu opbygges et tilbud i kommunerne til at dække dette hul.

Efter min mening er det fordyrende fordi transport, ind og udskrivning af patienter er mere ressourcekrævende, end det at man bliver en ekstra dag i på sygehuset.

De sundhedsfaglige både i hospital, praksis og kommuner vil gerne gøre deres arbejde ordentligt og til det hører, at man har tid til at komme rundt om patienten, og at man overdrager til næste led på sikker vis.

Det kræver et andet fokus end så kort liggetid som muligt og måske flere medarbejdere.

Så hvis vi vil prøve at skabe et bedre sammenhængende sygehusvæsen, så må vi erkende at der skal netto tilføres ressourcer og at disse skal prioriteres. Vi kan ikke det hele til den halve pris.

I England har man længe anvendt pris for kvalitetsjusterede leveår mhp. at fordele midlerne med åbne øjne, så det ikke er dem, der råber højst, som kommer til fadet.

Det mod har vi ikke vist i Danmark og før vi adresserer dette vil vi fortsat være på hælene.