Nyt fra København – En Hovedstad som landets økonomiske hjerte

af Borgmester Mia Nyegaard og gruppeformand Mette Annelie Rasmussen, d. 28/9-2018

Det kan være, at vi nu stiller os på øretævernes holdeplads, men vi gør det alligevel og slår et slag for den stad, vi er valgt til at forvalte. For Hovedstaden er mere end en by. Den er landets voksende hjerte og ifølge Berlingske fra denne uge mærker alle i Danmark, når det går godt i Hovedstaden.

Hovedstadsregionen tegner sig nemlig for 40 % af landets samlede BNP, det højeste siden 1993. Artiklen er vigtig, fordi den bibringer fakta vi kan forholde os til og fordi den siger, hvad vi mener. Nemlig at det er okay, at et land har et økonomisk hjerte. Det skal vi være glade for, da det sikrer, at der kommer vækst ud til resten af landet. Som politikere på Københavns Rådhus tager vi hellere end gerne ansvar for, at Hovedstaden er en stærk vækstmotor, der balancerer kernevelfærd, vækst og erhvervsliv, så byen bliver en bedre og grønnere by for alle – også dem med særlige behov. Det vidner vores deltagelse i budget 2019 om.

Vi skal derfor heller ikke være så håndsky og krybe langs panelerne i frygt for at blive udskammet som hovedstadschauvinister, for da slet ikke at sige Københavnersnuder. Det er da okay, at ville det bedste for byen og da især når vi så også trækker resten af Danmark i en bedre retning, ja så kan det da kun være en fordel. Udfordringen er så, hvordan vi fordeler velstanden og væksten og efter hvilke kriterier. Den diskussion har den nuværende regering sat i skammekrogen og der står den, indtil vi har haft et folketingsvalg. Det er ærgerligt.

Som Radikale siger vi altid, at det næste valg er det vigtigste og mon ikke det bliver folketingsvalget, der kommer først! Vi ved ikke hvornår det kommer, men vi ved, at vi skal gå til valg på en stærk hovedstad, fordi det ikke kun er til gavn for os, der bor i byen, men fordi det er til gavn for hele Danmark.

Derfor skal vi stå sammen om en grøn og social hovedstad, der vil fremad