Den radikale budgettale i Region Hovedstaden

af Karin Friis Bach, gruppeformand for Radikale Venstre i Region Hovedstaden

Set fra et radikalt perspektiv, så har vi her i regionen nogle hospitaler, som vi kan være rigtig stolte over. Vi har nogle ekstremt dygtige og dedikerede medarbejder som hver dag behandler patienter på et højt fagligt niveau. Men vi har også nogle medarbejdere som har travlt, vi har patienter, som der ikke er plads til på sengestuerne og vi har svært ved at overholde alle de lovpligtige garantier. Selv om vi gør det godt, er sundhedsvæsenet under pres. Ikke kun i vores region, men i hele landet – og det skyldes først og fremmest et stigende udgiftspres samtidig med et løbende krav om effektivisering gennem de sidste 10 år.

Kravet om konstante effektiviseringer for 2% og den aktivitetsbaserede afregning af afdelingerne er heldigvis ved at være fortid. Men presset er der stadig. Og i sådan en situation kommer man hurtigt som leder – eller politiker – til selv at føle sig presset. Man vil slukke brandene. Hjælpe dem, der råber højt og prøve at gøre så mange som muligt glade her og nu. Man mister kort sagt nemt det lange blik.

Med dette budget har vi givet os selv mulighed for at rykke beslutningerne om årets samlede investeringer frem til budgetforhandlingerne i stedet for at udmønte midler i mindre portioner hen over året. Det har givet nogle helt nye muligheder for at kunne sætte nogle større og mere strategiske handlinger i gang. Det har givet os mulighed for at hæve os lidt op over hverdagen og tage nogle mere langsigtede beslutninger. Sådan som der er brug for, hvis vi skal løse problemerne på en holdbar måde.

Fx er vi radikale rigtig glade for, at det er lykkedes at dirigere mange flere midler til akutmodtagelserne. Både til flere ansatte og til kompetenceudvikling. Det giver både god mening her og nu, fordi det hjælper på det store arbejdspres, de oplever. Men det giver også god mening på længere sigt fordi man ved at lade nogle speciallæger inden for fx kardiologi se patienterne med det samme og sikrer, at de sendes det rigtige sted hen med det samme. Nogle akut syge patienter har brug for hurtig hjælp fra en speciallæge, så de kan komme direkte ind på den rette afdeling. Andre fejler intet – og er så heldige at kunne komme hjem. Og det skal selvfølgelig også ske hurtigst muligt. For patientens skyld, men også for at de ikke optager et leje hen over natten og dermed medvirker til overbelægning helt uden grund. Alt for mange patienter, der ikke har brug for hospitalsbehandling ender med at blive indlagt ”for en sikkerheds skyld”. Det er den slags, vi skal prøve at organisere os ud af. Det er det, vi har sat i gang med denne beslutning, og det vinder vi ved på den lange bane.

En anden langsigtet beslutning er prioriteringen af psykiatrien. Mange har været enige om, at psykiatrien igennem længere tid har været underprioriteret og er gået hen og har fået en slags lillebror-status. Alle er klar over, at det har været forkert – og mange har kritiseret andre for at være skyld i problemerne. Jeg er glad for, at vi fik tilført ekstra midler til psykiatrien i økonomiaftalen, og at vi også her i regionen har besluttet at prioritere psykiatrien ved at friholde dem fra besparelser. Der er delt i alt 63 mio ud til området. Det er mange penge, og jeg ser frem til, at det også kan mærkes for patienterne.

En tredje langsigtet prioritering, som jeg vil nævne, er at vi nu har sat et budget af til faglig efteruddannelse af speciallæger. Der er givet 5 mio. årligt til dette formål – og i betragtning af antallet af speciallæger i regionen er det stadig et lille beløb og ikke nok. Men i første omgang skal ses som supplement til de midler, som vi stadig til en vis grad er så heldige, at medicinalindustrien giver til afdelingerne. Og så er det en start, og et signal om, at vi som region tager ansvar for vores medarbejdere og prioriterer at vi har opdaterede medarbejdere med de rette kompetencer, så behandlingerne kan blive målrettede og så gode som muligt.

Der er også med dette budget givet rigtig mange penge til forbedringer og videreudvikling af Sundhedsplatformen. Vi anerkender fuldt ud de problemer, som personalet oplever med systemet. Men for os er løsningen ikke at skifte systemet ud, men derimod hurtigst muligt få det til at fungere, så det bliver en hjælp i den kliniske hverdag. Vi ønsker at støtte arbejdet med

·       at der ydes håndholdt hjælp til hvert eneste speciale,

·       at der bliver udviklet flere rapporter, så ledelserne kan følge aktiviteten på deres afdelinger,

·       at medicinmodulet bringes til at fungere,

·       at der ses på muligheder for en mere optimal opgavefordeling,

·       at der udvikles et talegenkendelsesmodul, som vil gøre bruge af systemet lettere osv. Osv.

Mange medarbejder knokler loyalt med at få SP til at virke i hverdagen. Vi skylder dem, at hjælpe til med, at det kan ske hurtigst muligt. Og vi skylder dem at der bliver ro om arbejdet ved at Sundhedsplatformens fremtid ikke konstant sættes til debat.

På det regionale udviklingsområde glæder vi os over, at der er blevet givet midler både til at forbedre den kollektive trafik, fx forbedringer på lokalbanen og på Hillerød Station, men også at der har været enighed om at prioritere bedre muligheder for at man kan tage cyklen. Alt sammen noget, der hjælper på trængslen i regionen. Og mere cykling gør heldigvis samtidig folk sundere – og så har vi dermed også forebygget sygdom. Igen et langsigtet initiativ.

På bygningsområdet har vi også været ude og tænke i de rigtig langsigtede planer dette efterår. Det er selvfølgelig på en kedelig baggrund – nemlig den rapport, som kom i foråret, og som afslørede et ekstremt stort efterslæb i forhold til at vedligeholdelsen af regionens bygningsmasse. Her er der i første omgang blevet bevilget 7 mia over en 10-årig periode. Forliget er ikke en del af den aftale, vi skal stemme om om lidt, men pengene skal findes i samme budget.

Det sidste jeg vil nævne, som var en del af økonomiforhandlingerne – og som vi kommer til at arbejde med i 2019 i vores region – er de nye styringsformer. Det kommer til at få stor indflydelse på vores arbejde fremadrettet. Regeringen ønsker nu, at afregne regionerne efter den såkaldte nærhedsfinansiering. Jo flere sundhedsydelser, der kan udføres tæt på hjemmet og uden indlæggelser jo bedre.  Det giver god mening. Men herudover er vi jo i vores region også i gang med at definere vores egen version af en ny, værdibaseret styringsmodel. Det er et rigtigt spændende arbejde med mange perspektiver og muligheder, som kommer til at sætte retning for arbejdet i Sundhedsvæsenet i årene fremover.

Alt i alt glæder vi os – hvis vi får lov til at fortsætte vores arbejde som regionspolitikere – til de opgaver og muligheder der med perspektiverne i denne budgetaftale, tegner sig for 2019.

Til sidste vil jeg sige tak til alle forligsparterne for et godt og velfungerende samarbejde – og ikke mindst en stor tak til administrationen for et meget flot arbejde med at levere tal, svar, notater og alt hvad vi i det hele taget havde brug for af støtte i forhandlingsprocessen.

Tak for ordet.