Nyt fra Regionen – Med Region Hovedstaden på budgetseminar

af Regionsrådsmedlem for Rad. V., Annette Randløw, d. 20/4-2018

Vi har været med Region Hovedstaden på budgetseminar.

Dels skulle vi se på, hvilke udgifter administrationen har budgetteret med for 2019, dels var der flere sessioner, hvor man søgte at orientere om emner, der rører sig i regionen.

Det bliver ret tydeligt, at man er hoppet ombord på en supertanker, der sejler støt og roligt efter en kurs man ikke helt er klar over hvor ender, og at der er mange dygtige teknikere ombord. Vi politikere skal jo være dem, der sætter kursen, men det er godt nok svært. Vi er mange nye, der skal finde ud af, hvordan skibet overhovedet holder sig flydende og mange af opgaverne er bundet.

Hvordan får man f.eks. drejet kursen, så det nære sundhedsvæsen kommer til at overtage de opgaver vi tænker løses bedst der? Den svære del af ligningen er nok, at fortælle, hvad det er vi IKKE skal.

Til inspiration for bl.a. dette var Overlæge Jannick Brennum fra Rigshospitalets neurokirurgiske afdeling inviteret til at fortælle anekdoter fra sin hverdag.

Han fortalte bl.a. om en patient, som var noget oppe i årene og som havde fået konstateret en hjernetumor. Standardproceduren ville være, at tilbyde manden en operation og muligvis efterfølgende kemoterapi og rehabilitering, men problemet er, at man har meget svært ved at komme sig over så stort et indgreb, når man er gammel. Måske ville behandling betyde at manden kunne leve lidt længere, men han ville formentlig skulle bruge rigtigt meget energi på at komme sig. En del får forskellige handicaps, fordi man kommer til at påvirke centre der styrer forskellige funktioner i kroppen. Overlægen brugte i den pågældende situation god tid til at afstemme hvilke forventninger patienten havde for fremtiden, og de nåede frem til, at han ønskede lindrende behandling, og ville bruge sin tid med familie og venner. Afdelingen ”mistede” 475.000 kr. på den disposition, da en samtale giver 1750 kr. og en operation 500.000 kr.

Det kan kun gå få langsomt at komme videre med værdibaseret styring. Men den proces har vi heldigvis fået sat gang i.

Noget andet er vores angst for at erkende at vi er dødelige. Der bruges utrolige summer på at forlænge livet nogle måneder for kræftpatienter og for meget gamle patienter, som lægges på intensiv afdelinger efter ulykker eller svære infektioner. Vel vidende, at de ikke har kinamands chance for nogensinde at få et godt liv igen. De fleste dør, men nogle kommer ud på den anden side med stærkt reduceret styrke. Ofte handicappede (efter hjerneblødninger), men de har ikke det overskud, der skal til for at restituere. De kommer sig aldrig rigtigt, men det giver os selvfølgelig muligheden som pårørende at vænne os til at de skal herfra.

Det er ikke i orden, men vi holder ikke op med dette vanvid, før der bliver en bevidsthed i befolkningen og hos alle slags politikere om, at døden er et vilkår og ikke en fejlslagen behandling.

Der var mange andre inspirerende sessioner. Derom i senere nyhedsbrev.