Nyt fra København – Dyr uge for københavnerne

af gruppeformand for Rad. V. på Københavns Rådhus, Mette Annelie Rasmussen, d. 20/4-2018

Der er nogen uger, der er dyre og denne uge var dyr for København og resten af hovedstadsregionen. For i denne uge har København fået af vide, at vi godt kan indrette efter at have 800 mio. kr. mindre i kassen end vi regnede med. Mens vi alle have øjnene stift rettet på Overenskomstforhandlingerne, måtte Indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille indkassere endnu et LA forhandlingsnederlag, da forhandlingerne om den såkaldte udligningsreform faldt sammen. Der var for langt mellem partnerne. DF ville plukke Hovedstaden og særligt København for midler, Socialdemokraterne var klar til lidt omfordeling, men der skulle nye penge på bordet, så der blev mere at flytte rundt med.

Men enige blev parterne ikke og derfor kommer der ikke en reform i denne omgang. Det havde været godt at få en ordentlig reform baseret på en god dialog om, hvad det er for et Danmark vi vil have og hvilke kriterier udligner vi efter.  Den kom ikke. Det var ærligt, fordi jeg tror at København sådan set er rede til at give deres del, på baggrund af en god og fair diskussion. I dag yder København 1.3 mia. kr. til den nationale udligning, så vi kører ikke på frihjul.  Men selvom udligningsreformen faldt sammen så blev tirsdag dyr, for man blev enig om en mindre tilretning. Fordi København måske, måske ikke har bedre uddannede udlændinge, skal vi udligne med 570 mio. kr. til resten af Danmark. At der er usikkerhed om undersøgelsesresultat, tog man let på i ministeriet. Der skulle penge på bordet, og mange af dem. Onsdag, skruede Ministeren så op for anti-hovedstadsretorikken, og strammede en statslig ordning, der regulerer kommunernes bloktilskud i forhold til indtægter fra parkeringsindtægter og afgifter. Den stramning koster byen vi bor i ca. 225 mio. Det er slemt nok med pengene, vi står til at miste, så vi ikke kan lave trængselsregulerende tiltag der forbedrer vores luftkvalitet og mindsker trængslen, ligeså slemt er det at det, at denne stramning er et voldsomt angreb på det kommunale selvstyre.

VI havde håbet på en mere nådig og fair behandling af hele hovedstaden og naturligvis København. Om man kan lide det eller ej, er Regionen vækstmotor for landet. Indenrigsministeren gav det kommende valg som undskyldning for, man ikke kunne nå til enighed ang. Udligningsreformen. Om det er sandt, ved kun Statsministeren, men efter denne uge, håber jeg at han trykker på knappen snart. Ikke fordi vi ikke vil udligne til resten af Danmark i København, men fordi det skal være en balanceret og fair diskussion. Det var det ikke i denne uge. Der mistede København ca. 800 mio. kr. af budgettet, det kommer til at kunne mærkes på velfærden.