Nyt fra Frederiksberg – Ny formand og folketingskandidat

Af gruppeformand Ruben Kidde, d. 23/03-2018

Tirsdag aften takkede Jens-Christian Navarro Poulsen af som formand for Radikale Venstre på Frederiksberg. Det skete til lokalforeningens ordinære generalforsamling.

Jens-Christian har valgt at søge nye udfordringer som medlem af Radikale Venstres landspolitiske hovedbestyrelse og forretningsudvalg efter 10 år som lokalformand. Han blev, til stående ovationer fra de fremmødte medlemmer, afløst af sin mangeårige næstformand Anne L. W. Eskildsen.

Det gode kommunalvalg i fjor med hele 3 indvalgte radikale i kommunen var aldrig blevet til virkelighed uden et stærkt formandskab og en levende bestyrelse. Det var der bred enighed om blandt de fremmødte.

På generalforsamlingen indstillede Radikale Venstre Frederiksberg desuden en ny folketingsaspirant i Falkonerkredsen. Valget faldt på undertegnede, Ruben Kidde, gruppeformand på Frederiksberg Rådhus.

Jeg skal forsøge at løfte arven efter Lone Loklindt, som efter et flot resultat ved kommunalvalget med 1.834 personlige stemmer har besluttet at prioritere sit arbejde i kommunalbestyrelsen, hvor hun er Rådmand samt udvalgsformand for arbejdsmarked- og uddannelse. Til Slotskredsen blev Karsten Lauritsen, genvalgt som folketingskandidat.

Den radikale gruppe (Lone Loklindt, Ruben Kidde og David Munis Zepernick) orienterede desuden om den lokalpolitiske situation på Frederiksberg. Generelt er stemningen god de politiske partier imellem, på trods af en hård valgkamp. Den radikale gruppe har været aktiv med flere beslutningsforslag, senest forslaget om at eventuelt sparede udgifter for kommunen, som følge af en eventuel lockout, efter konflikten skal tilbageføres 1:1 på de berørte områder. Så en eventuel lockout ikke bliver en kommunal spareøvelse.