Næstformanden har ordet: Hvor står vi 258 dage før valget

Da vi indledte storkredsens foreningsår foråret 2016 var kommunalvalget kun anskueligt i det lange perspektiv, så Bo, Felix og jeg brugte ressourcer og tid på alt muligt andet – for mit eget vedkommende skulle jeg også som den nye i formandskabet sættes ind i foreningsstrukturen og gøres fortrolig med forretningsgangene. Med opstillingsmøderne i oktober og november sidste år rykkede valget pludseligt meget tættere på.

Hvorfor er kommunalvalget vigtigt? Det er mit første valg som en del af storkredsens ledelse, og mine betragtninger er måske præget lidt rigeligt af situationens indtryk, og knap på så reflekterende et niveau som et partikoryfæs. Vil man have den vinkel må man bladre Radikal Dialog og andre radikale outlets igennem indtil man finder en klumme af Søren Bald.

Men i øjeblikkets hvile er der nogle ting der for undertegnede bare fremstår tydeligere – og vigtigere – end andre. Vi kan kalde det de væsentligste pointer:

  • Det er vigtigt fordi det har med medlemmer at gøre. Medlemmer der i forvejen er aktive, får oftest energi af at føre valgkamp, mens passive medlemmer vil være mere tilbøjelige til at blive frivillige nu fordi valgkampen er gået i gang, og måske fordi de støtter en ven der er på valg. Den øgede bonus er, at det er sundt for en forening at komme i bevægelse.
  • Det er vigtigt fordi stilstand undgås. I forlængelse af min første pointe rækker valget udover valgdagen. Gudny Eystoroy, Ulrik Trolle Smed og Mikkel Kjær kører ’social club’, en gruppe der er ligeså analytiske i deres tilgang som de er personligt nærværende og inspirerende for helt nye medlemmer i foreningen. De nye medlemmer skal ikke bare introduceres, de skal også fastholdes. Det geniale ved social club er, at de har taget kommunalvalget og sat det i spil som en katalysator for medlemsengagement.
  • Det er vigtigt fordi forenings-’leddene’ styrkes. Som storkredsen er en del af landsforbundet, er bydelsbestyrelserne i København, og kommuneforeningerne Tårnby/Dragør og Frederiksberg en del af storkredsen. Lokaludvalgene – som vi ellers sjældent taler om – spiller ligeledes en stor rolle.
  • Det er vigtigt fordi afstanden mellem politikere og medlemmer mindskes. Politikere risikerer at miste føling med medlemmer i baglandet, når de først er valgt og sidder ’inde’. Åbenlyst er det at en valgkamp accentuerer det gensidige afhængighedsforhold medlemmer og politikere står i.

Afslutningsvist til tidshorisonten og tal, for de er som bekendt til at tage at føle på.

Som jeg skriver, er der 258 dage til valget. Vi har 5 kandidater i Tårnby; 5 i Dragør; 8 på Frederiksberg og 17 i København. Det er hele storkredsen. I København er vinderscenariet mindst 7 mandater, for det udløser en borgmesterpost og mest indflydelse. Tårnby kan man måske genvinde sit ene mandat, og Dragør vinder hvis de kommer ind. Frederiksberg skal gerne sikre et par mandater.

Dette er det første i rækken af formandskabsklummer der handler specifikt om det kommende valg. I princippet udkommer vores klummer en gang hver 14. dag, selvom det afhænger meget af foreningens ’vind og vejr-forhold’. Men altså, er der potentielt 18 formandskabsklummer indtil valget, og tager man klummerne som udtryk for foreningens aktuelle tilstand, skal det blive sjovt at måle på om 258 dage.

Viktor Dyrlander
Næstformand

Dette indlæg er gemt under Foreningsnyt.