Formanden har ordet: Ingen over Folketinget?

Et af grundvilkårene ved det repræsentative demokrati er at flertallet i parlamentet skifter, og tingene bliver lavet om. Men der er spilleregler som skal overholdes for at det hele fungerer – og som Venstre-regeringen åbenbart sat sig for at sabotere.

Modsat en del andre parlamentariske demokratier har det danske haft tradition for at de fleste store ændringer af samfundet vedtages ved brede forlig over midten. På den måde bliver der stabilitet i den førte politik, og borgere og virksomheder kan være nogenlunde trygge ved at grundvilkårene ligger fast over en længere årrække. Det betyder dog også at det tit kan være svært at se den helt store forskel på om man har en rød eller blå regering ved magten – og det mest klare og berømte eksempel er nok formuleringen i regeringsgrundlaget fra 2011 om at “Udgangspunktet  for  regeringen  er  VK-regeringens  økonomiske  politik  i  bredeste  forstand”. Hvorfor dog så overhovedet skifte regering, har én og anden nok spurgt sig selv.

En fair forandring?

Venstre-regeringen har dog for alvor sat sig for at demonstrere at det gør en forskel at skifte regering. Måske – endnu en gang – i mindre grad hvad angår den økonomiske politik, men først og fremmest hvad angår udlændingepolitikken og miljøpolitikken.

På udlændingeområdet forhindres de værste overgreb – heldigvis – stadig af Danmarks internationale forpligtelser, uanset at Venstre og Dansk Folkeparti har det tiltagende svært med dét faktum. På miljøområdet er regeringen tilsvarende – heldigvis – stadig bundet af EU-regulering på mange områder, og på klimaområdet er den endvidere bundet af to store, afgørende aftaler fra Thorning-regeringens tid. Konkret handler det om to af S-R(-SF)-regeringens største (onde tunger ville sige: få) blivende resultater: energiaftalen og togfonden.

Som klima- og transportordfører Andreas Steenberg har skrevet i Politiken 5. juli, har regeringen nu sat sig for ganske enkelt at ignorere at der findes brede forlig på de to områder, og at flertallet i Folketinget stadig er intakt. Regeringens handlinger kan vel bedst beskrives som et direkte angreb på Folketinget, utroligt nok som et slags historisk ekko af forfatningskampen under provisorietiden hvor Venstremanden(!) Viggo Hørup i 1878 med sine berømte ord forsøgte at få regeringen til at respektere at “Folketinget er den højeste Myndighed, der har ingen over sig og ingen ved siden af sig”.

Dengang var det en nationalkonservativ Højre-regering der havde det svært med parlamentariske spilleregler, og denne gang er det så en nationalkonservativ Venstre-regering. På den måde er historien ikke bare gået i ring, men har så at sige slået et 8-tal – og på den ufede måde skal det blive “spændende” at se om vi decideret ender i en ny forfatningskamp. De senere års udvikling i retning af at Folketinget bliver tiltagende ligegyldigt i forhold til regeringsmagten og ministerierne, kunne i hvert fald godt give en pil i den retning.