Formandens beretning for det forgangne foreningsår

Til årsmødet 16. april 2016 fremlagde vælgerforeningens formand Bo Nissen Knudsen denne beretning som blev godkendt af forsamlingen.

De tabte valg og afstemningers år

Starten på foreningsåret var på alle måder præget af valgkamp. Vi vidste ikke hvornår valget ville komme, men kunne nok fornemme at det kom snart. Og det kom da også små to måneder efter sidste årsmøde.

Desværre blev valget en mindre katastrofe for både partiet og vælgerforeningen. På landsplan blev vi halveret og mistede regeringsmagten, og i København blev vi endda straffet hårdt af valgmatematikken, således at 40.578 radikale stemmer kun resulterede i ét mandat, mens 71.264 stemmer havde givet os tre københavnske mandater i 2011. Et københavnsk mandat for Radikale Venstre kostede således over 4 gange så mange stemmer som et vestjysk – som her i 2015 kun kostede 9.183 stemmer.

Valgkampen hører heller ikke til de bedste vi har ført. På landsplan viste det sig meget svært at komme igennem med de budskaber vi selv havde valgt, ikke mindst hvad angår miljø og klima, og i stedet blev vi straffet for hvad vælgerne så som svigt af radikalt hjerteblod i regeringen – efter alt at dømme blev vi primært straffet for folkeskolereformen og fremdriftsreformen, og lidt mindre grad offentlighedsloven, asylstramningerne og dagpengereformen. Hvorvidt det dog også er den lære som blev draget på Christiansborg, er mindre klart, da vi stadig savner en dybtgående evaluering af valget fra landsforbundets side.

Lokalt viste det sig meget svært at mønstre noget der lignede antallet af frivillige ved valget i 2011, og særligt topkandidaten Manu Sareens kampagne faldt nærmest sammen undervejs. Vi så også for alvor ulempen ved at vores lokale kampagne i så høj grad var atomiseret og koncentreret om de enkelte kandidater snarere end partiet, og det er ikke mindst baggrunden for forslaget om at ændre vedtægterne, således at vælgerforeningen får et stående kampagneudvalg.

Et stående kampagneudvalg ville utvivlsomt også have nyttet os i forbindelse med den sørgeligt tabte afstemning om retsforbeholdet, hvor det ikke lykkedes at gøre nogen større forskel, trods et stort arbejde af ikke mindst vores EP-kandidat Karen Melchior som formand for partiets Europapolitiske Dialogforum.

En af de besynderlige konsekvenser af den matte kampagne var at de afsatte midler ikke engang blev brugt! Vi har således et mindre overskud på valgkontoen efter et valg som gik dårligt, og det afføder jo naturligt overvejelser om hvorvidt valgudvalget disponerede rigtigt – og hvorvidt det havde gjort nogen forskel om vi havde brugt flere.

Det dårlige valg gav i hvert fald anledning til at der blev der gennemført en meget grundig evaluering, og der er særligt grund til at takke Nina Blöndal, Felix Døssing og Gudny Eysturoy for det store arbejde.

Frafald og tilgang af medlemmer

Folketingsvalget betød dog også en markant afslutning på en flerårig tendens til at medlemmerne sivede. Normalt stiger medlemstallet op til et folketingsvalg, men denne gang fortsatte sivningen helt op til valgdagen – hvorefter valgresultatet betød en voldsom tilgang i dagene efter.

Også december måned gav markant fremgang, tilsyneladende ansporet af Jens Rohdes overgang fra Venstre. Omvendt har vi endnu ikke set masseafgang som følge af udmeldelser fra prominente medlemmer som Manu Sareen og Pernille Boye Koch.

Status er at vi nu ligger lige under det dejligt runde antal på 2.000 medlemmer i vælgerforeningen. Omkring 100 medlemmer færre end da festen kulminerede omkring 2012, og omkring 100 flere end da flest var sivet i starten af 2015. Som vælgerforening udgør vi stadig ca. ¼ af partiets medlemsskare – med en svagt stigende tendens.

Politiske arbejdsgrupper

En tommelfingerregel siger at ca. 90 procent af vores medlemmer blot ønsker at støtte partiet og ikke har noget særskilt ønske om at være aktive. Glædeligt nok kunne det dog se ud som om mange af vores nyindmeldte netop har et ønske om at være med til at gøre en forskel ved at være aktive.

En hjørnesten i bestræbelserne på at få de aktive medlemmers indsats til at gøre en forskel er de politiske arbejdsgrupper som formandskabet og forretningsudvalget har brugt mange kræfter på at få op at køre i det forgangne år. Det er ikke altid ligetil at få en arbejdsgruppe til at køre, men der er ingen tvivl om at de er nyttige og nødvendige for at stimulere politikudviklingen og give vores folkevalgte mulighed for at få sparring og udnytte den viden og erfaring som ligger hos medlemmerne.

Indflydelse på budgettet i København

En anden hjørnesten er den løbende mulighed for at medlemmerne kan blive inddraget før der tages større beslutninger af de folkevalgte. Et eksempel kunne være de åbne møder hvor BR-gruppens ønsker til budgettet for Københavns Kommune i 2016 blev gennemgået – og sidenhen prioriteringerne for den opfølgende fordeling af overskydende midler her i foråret, også kaldet overførselsforhandlingerne.

BR-gruppen gik med i budgetforliget i september og fik som resultat blandt andet en børnepakke der indebærer flere lærervikarer og bedre vuggestuenormeringer. Et markant radikalt resultat ved overførselsforhandlingerne her i foråret var at der blev afsat 250 mio. kr. til at huse flygtninge spredt over en større del af byen, frem for at vi skulle gentage fortidens fejl og samle dem alle i en flygtningeghetto.

Det er i god tråd med hvad der stod i vores kommunale valgprogram for 2013, og i det hele taget har BR-gruppen haft en forbilledlig tilgang til at forholde sig til valgprogrammet. Hvilket kun understreger hvor vigtigt det er når vi her til årsmødet skal vælge et kommunalpolitisk udvalg som har til opgave at udfærdige et valgprogram for kommunalvalget i 2017. Og hvor vigtigt det er at mulighederne for indflydelse på valgprogrammerne i Frederiksberg, Tårnby og Dragør tilsvarende udnyttes bedst muligt.

Nyt landsformandskab og reformering af partiet

En bedre inddragelse af medlemmerne er også en kernesag for det landformandskab som blev valgt ved landsmødet i september i skikkelse af den nye landsformand Svend Thorhauge og den nye næstformand Vivian Heinola – som vi kender som tidligere formand for vores egen vælgerforening.

Med ønsket om bedre inddragelse af medlemmerne synes der at være kommet bedre overensstemmelse mellem hvad landsforbundet arbejder for, og hvad vælgerforeningen i Hovedstaden arbejder for. Vi har sågar også set regulære skift i folketingsgruppens politiske linje, eksempelvis tilslutningen til at få ændret på den ulyksalige offentlighedslov som endte med at begrænse demokratiet i stedet for udvide det.

Det er uden tvivl en forandringsproces som kommer til at tage tid, men også en proces som uundgåeligt vil vise sin egen nødvendighed som følge af at partiets økonomi er blevet hårdt ramt af det dårlige folketingsvalg og dets konsekvenser for partistøtten.

Således er der nu langt færre ansatte til at betjene de radikale folketingsmedlemmer – for slet ikke at tale om de tidligere radikale ministre – og det gør i sig selv nødvendigheden af at benytte sig af medlemmernes ressourcer større. Vi har altid været et parti hvor der var kort til indflydelse på partiets officielle politik, men muligheden for at få direkte indflydelse på også den førte politik har vel aldrig været bedre. Og det kan ikke siges for tit at indflydelse i Radikale Venstre ikke er noget man får forærende, men noget man tager ved at vise initiativ, gode ideer og vedholdenhed, uanset den formelle position i partiet.

Nødvendigheden af Radikale Venstre

Fremkomsten af Alternativet har dog også fået mange radikale vælgere – og et mindre antal medlemmer – til at spørge sig selv til nødvendigheden af Radikale Venstre. Det er også en stående diskussion i Radikale Venstre hvordan vi skal forholde os til et nyt parti som i så høj grad deler vores politiske mål, men mener at kunne nå dem med helt andre midler og metoder.

Vi må som en del af denne diskussion se på hvad Alternativet tilbyder som nogle vælgere og medlemmer tilsyneladende savner hos os selv – og om ikke andet tage dette til efterretning. Samtidig er det en grundlæggende radikal værdi at søge samarbejde og indflydelse i så høj grad som man overhovedet kan, og det er svært at se hvorfor det ikke skulle gælde samarbejdet med Alternativet.

Samarbejdet i Folketinget som helhed lader meget tilbage at ønske i en radikal optik, og flertallets mål og prioriteringer ligger vel historisk langt fra de radikale. Ikke desto mindre har folketingsgruppen dog søgt samarbejdet og indflydelsen så langt det på nogen måde kunne forsvares i forhold til radikale mål, og det bedste eksempel er måske det dramatiske opgør om landbrugspakken.

Forhandlingerne blev kørt med en uhørt dårlig og faktuelt manipulerende tilgang fra regeringens side – som siden er blevet rullet op i pressen som konsekvens af at offentlighedslovens indskrænkninger ikke blev tilladt at omfatte miljøområdet. Men vores landbrugsordfører, Ida Auken, blev alligevel ved forhandlingsbordet til det sidste. For er man ikke med i de store forlig, og sluger man ikke de kameler der følger med, har man heller ingen indflydelse på udmøntningen af dem.

Det viste sig dog at være et yderst klogt valg at holde sig uden for forliget i sidste ende, da resultatet både var så grundlæggende sort at det ville være umuligt at stå inde for i substansen, og da grundlaget for det hele var så uærligt at det ville være umuligt at stå inde for den politiske proces.

At vi nu er kommet i opposition, befrier os således på ingen måde for politiske dilemmaer, men vi har dog forhåbentlig lært så meget af regeringsdeltagelsen at vi altid bør være klare i mælet om hvorvidt et politisk forlig er udtryk for et højt ønsket radikalt resultat, eller om det stadig smager af kameluld i munden. Lad dette i hvert fald være ønsket fra formanden når vi nu går ind i det næste politiske år i såvel vælgerforeningen som partiet som helhed.