Formanden har ordet: Intet deler vandene som bådflygtninge

De politiske reaktioner på katastroferne i Middelhavet viser så tydeligt som noget hvad vi kan vælge mellem til folketingsvalget.

Flygtningekrisen omkring Middelhavet er mildt sagt ikke nogen nyhed, men en gang imellem bliver den meget påtrængende når et skib forliser og mange flygtninge drukner. Til daglig har danske politikere det bedst med at ignorere problemerne, men billeder af døde og druknende flygtninge fremprovokerer trods alt reaktioner – og på de reaktioner kan man for alvor se forskellene på de danske partier.

Beklageligt nok viser reaktionerne også hvorfor det ikke er ligemeget hvem der sætter dagsordenen inden for regeringen. Martin Lidegaard meldte i fredags forbilledligt klart ud om at Danmark bør gå med i EU’s plan for solidarisk fordeling af flygtninge.Det kom dog desværre først efter at statsministeren havde følt sig kaldet til at understrege at Danmark under ingen omstændigheder ville bidrage til sådan en løsning – og at problemerne med at håndtere de mange flygtninge således fortsat skal bæres af de lande som flygtningenes både lander i. Hun fremturede sågar i Politiken med at et af de vigtigste tiltag – i hendes øjne – var at ødelægge de både som blev brugt til at sejle flygtninge over havet med, et tiltag som EU-landene nu er blevet enige om.

Held og lykke med at destruere samtlige små fiskerbåde på den nordafrikanske kyst, kunne man svare! Men hvis man troede at statsministeren dermed satte rekord i snævertsynede løsninger, var oppositionen selvfølgelig straks klar med mere ekstreme ideer: Dansk Folkeparti var ude med den gamle traver om at man kunne betale de nordafrikanske lande, ikke mindst Libyen, for at tage alle flygtningene tilbage – uanset at det naturligvis er helt urealistisk at lave en holdbar aftale om flygtningehåndtering med en stat i opløsning og borgerkrig. Fra konservativ side kunne man endda straks overtrumfe og lod vide at man hurtigt kunne løse problemet ved blot at afvise alle flygtninge i både.

Og som om det ikke var nok, skulle vi også straks høre andre klassikere fra samme fløj: at flygtningestrømmene skulle begrænses ved at genindføre fattigdomsydelser for flygtninge, og at indsatsen i nærområderne skulle styrkes – naturligvis samtidig med at der, helt selvmodsigende, skulle skæres i ulandsbistanden. Som vores tidligere MF Jørn Estrup konstaterede: Debatten i Danmark har ikke handlet om at redde liv.

Sat over for så ekstreme holdninger på begge fløje kan man hurtigt fristes til at miste troen på at en basalt humanistisk stemme kan gøre en forskel. Men det er vilkåret i et demokrati at man kan være i stort mindretal, og at ikke kan gøre så meget andet end at arbejde benhårdt på at trække i sin egen retning. Det gælder i meget konkret forstand liv og død når det ved valget afgøres om de få humanistisk indstillede partier skal styrkes i det danske parlament.