Radikale Venstre kræver redegørelse i bycykelskandale

Københavns Kommune må måske vinke farvel til sine stærkt omdiskuterede bycykler. Onsdag aften var meldingen fra bycykelfonden, at den formentlig vil begære Gobike konkurs. København står måske til at tabe mange penge i uskønt forløb. Radikale Venstre vil straks have forklaring fra den ansvarlige teknik- og miljøborgmester, Morten Kabell.

Radikale Venstre ønsker på næste møde i Borgerrepræsentationen en redegørelse fra den ansvarlige teknik- og miljøborgmester, Morten Kabell, omkring forløbet med de meget omdiskuterede og dyre bycykler, som nu alligevel formentligt ikke bliver en realitet. Det viser sig, at Københavns Kommune nok kommer til at hænge på en del af regningen på grund af kontraktmæssigt sløseri.

”På det kommende Borgerrepræsentationsmøde beder vi teknik- og miljøborgmester, Morten Kabell, redegøre for præcist, hvordan forløbet har været omkring bycyklerne. Det er efterhånden meget svært at hitte rede i, hvad der er op eller ned i kommunens engagement med Gobike og bycykelfonden. Jeg er rystet over, at vi er endt i denne situation, og vi forventer, at borgmesteren smider alle kortene på bordet, så vi kan få kastet lys over hele sagen. Hvis det forholder sig sådan, som jeg frygter, har vi en meget alvorlig situation”, udtaler teknik- og miljøordfører Mette Annelie Rasmussen.

Københavns Kommune har indgået kontrakt på levering af bycykler for 40 mio. kroner fra firmaet Gobike. De kontraktmæssige forpligtigelser og konsekvenser ønsker Radikale Venstre at få blotlagt hurtigst muligt, samt at få kortlagt hvornår borgmester og forvaltning har haft viden om de massive problemer.

”Det er ingen hemmelighed, at Radikale Venstre ikke har haft tiltro til det bycykelsystem, flertallet på rådhuset valgte at satse på. Vores analyse var, at den selskabsmæssige konstruktion bag systemet var for sårbar for udsving, at Gobike ikke kunne dokumentere den fornødne erfaring med så stor en opgave, og at behovet for Gobike- cyklerne simpelthen ikke var til stede. Det har også vist sig, at københavnerne såvel som turister og pendlere ikke har taget systemet til sig. Skandalen er nu åbenlys, og at der ikke er stillet en bankgaranti, er fuldstændigt uforståeligt”, fastslår teknik- og miljøordfører Mette Annelie Rasmussen og fortsætter:

”Jeg kan godt forstå, hvis københavnerne undrer sig over, hvad der er foregået i denne sag. Jeg er selv chokeret over den lethed, der tilsyneladende har været i håndteringen af københavnernes skattekroner. Vi skal have en fyldestgørende orientering og en kortlægning af, hvad der er foregået. Det skylder vi københavnerne.”  

Teknik- og miljøborgmester, Morten Kabell (EL), skal den 30. april 2015 redegøre for forløbet på Københavns Rådhus.

For yderligere oplysninger: Teknik- og miljøordfører, Mette Annelie Rasmussen, mette_annelie_rasmussen@br.kk.dk, telefon 2678 6718

Dette indlæg er gemt under Pressemeddelelse.