Pernille Boye Koch: Forretningslogikken fortrænger centrale demokratiske principper

Indlæg bragt i Politiken 30. april 2015

»Forretningsmæssigt var det det eneste rigtige«. Sådan sagde Bjarne Corydon (S) i et samråd, da han for nylig skulle forklare, hvorfor Folketingets Finansudvalg ikke blev mere udførligt orienteret inden beslutningen om salget af Dong til Goldman Sachs.

Sådan kan man tilsyneladende begrunde, hvorfor Folketinget – det besluttende organ med demokratisk legitimitet – ikke skal vide for meget. Og det er ikke den eneste sag, hvor forretningslogikken har fortrængt helt centrale demokratiske principper.

Da Eurovision-skandalen rullede i efteråret, fortonede ansvaret for den enorme budgetoverskridelse sig i en tåge af selskabskonstruktioner og hemmeligholdte kontrakter.

DR ville ikke umiddelbart erkende medansvar for problemerne, der resulterede i en samlet ekstraregning til skatteborgerne på omkring 50 mio. kr., men kastede aben videre til projektselskabet.

Politikerne, der havde bevilget penge til begivenheden, blev nægtet indsigt i kontrakten mellem DR og projektselskabet og kunne dermed ikke se grundlaget for den politiske beslutning, de havde været med til at træffe.

Først da kulturministeren lagde pres på DR, fik de lov til at læse visse papirer i et lukket rum, mens medierne blev nægtet aktindsigt i både kontraktgrundlag, mødereferater, regnskaber osv. Alt sammen på grund af et påstået hensyn til konkurrencemæssige forhold.

Senest har vi så set sagen om den private kinesiske telegigant Huawei, der vandt opgaven, da TDC udliciterede det danske mobilnet. Der er tale om sårbar infrastruktur, og Forsvarets Efterretningstjeneste advarede inden salget mod risikoen for spionage.

Ikke desto mindre blev handlen indgået, uden at man sikrede sig effektive handlemuligheder over for Huawei, der også har et blakket ry, når det handler om illegalt arbejde og forsøg på skatteunddragelse.

Hvor man i f.eks. andre lande har bandlyst Huawei fra dele af markedet eller oprettet særlig effektive kontrolmyndigheder ved udlicitering, er man i Danmark gået mere ukritisk til værks; man har kun en frivillig aftale med Huawei om, at deres ansatte skal sikkerhedsgodkendes, og man har kun meget begrænsede muligheder for at føre en effektiv kontrol med deres aktiviteter.

Når finansministeren påstår, at salget af Dong var det forretningsmæssigt eneste rigtige, har hverken Folketinget eller offentligheden mulighed for at efterprøve påstanden. Og selv om det skulle vise sig at være sandt, er forløbet under alle omstændigheder en demokratisk katastrofe.

Forretningslogikken må ikke blive så dominerende, at den fortrænger normale principper om styring, ansvar og kontrol. Der er brug for en mere kritisk tilgang til de store erhvervsgiganter og en langt større ydmyghed over for de politiske beslutningsarenaer. Ellers har vi solgt ud af demokratiet.