Hvad skal det nytte?

Formanden har ordet

De berømte ord “Hvad skal det nytte?” faldt fra Folketingets talerstol 29. marts 1883, da Viggo Hørup kommenterede Københavns befæstning, men han sigtede til hvad man altid skulle spørge om før alle store og alvorlige beslutninger.

Viggo Hørup var Venstremand – da Radikale Venstre ikke fandtes i hans levetid – men betragtes alligevel som en af partiets åndelige fædre, og det er måske betegnende at så nøgternt og bogholderagtigt et spørgsmål kunne provokere samtiden – og ikke mindst eftertiden – så voldsomt.

Når partiets landshovedbestyrelse på lørdag skal behandle og vedtage et forslag til et udenrigspolitisk program, vil der være tilsvarende spørgsmål at stille sig: Hvad skal det nytte at føre en aktivistisk og meget militært præget udenrigspolitik som koster unge danskere livet i fjerne lande? Hvad nytter udviklingsbistand overhovedet? Og ikke mindst: Hvad skal det nytte at Danmark gennem mange år har koblet sin udenrigspolitik på USA snarere end på vores tætte partnere i EU?

For fire år siden udgav DIIS en rapport som på pinagtig vis stillede spørgsmålet til Danmarks deltagelse i de amerikanske krige i nullerne – omend let omformuleret og i datid: Hvad fik Danmark ud af det? Svarene er nuancerede, men ganske ubehagelige når tabene stadig er så tæt på. Udtrykt lidt mindre forsigtigt end DIIS-forskerne gør det i konklusionen, kan man sige at krigene nok har nyttet det danske militær end del mere end de har nyttet Danmark.

Flere ubehagelige regnskaber

Når det udenrigspolitiske program er behandlet, er der dog andre regnskaber som trænger sig på, og et af dem må være den snarlige status over den radikale regeringsdeltagelse de seneste 4 år. Hvad fik vi ud af det?

Det er meget let at kigge på det nationalkonservative V-DF-alternativ og konstatere at det meget hurtigt kan blive meget værre i det daglige, men det er vel også værd at dvæle ved regeringens større resultater.

Et af dem er at blokpolitikken er brudt – og det er sket med eftertryk. Et eftertryk så hårdt at de mange forlig over midten til gengæld kan gøre det svært at se de klare og afgørende centrum-venstre-resultater som er kommet ud af en centrum-venstre-regering. Men de er der da: Nordsøolien har finansieret en stor togfond, fattigdomsydelserne er afskaffet, vi har fået dobbelt statsborgerskab og homo-ægteskaber, og energipolitikken er stærkt forgrønnet. Her har regeringen udnyttet sit flertal til at rykke landet afgørende i en helt anden retning end en nationalkonservativ regering ville have gjort.

Det er straks sværere at forstå de tilfælde hvor regeringen – af mere eller mindre gustne hensyn – ikke har villet udnytte det flertal den fik, og ikke har formået at opfylde sit eget regeringsgrundlag. Der blev ikke nogen trængselsring i København, ingen roadpricing på hverken lastbiler eller personbiler, ingen randzoner ved vandløb, intet effektivt tilsyn med efterretningstjenesterne, ingen øremærket barsel, ingen grundlovskommission, ingen inkorporering af menneskerettigheder i dansk lov, og offentlighedsloven endte med at begrænse demokratiet i stedet for at udvide det.

På næsten alle de nævnte områder er der tale om tiltag som ellers var etableret radikal politik, og som der har ligget klare landsmøderesolutioner omkring. Og så må man jo spørge sig selv: Hvis det både er radikal politik og med i regeringsgrundlaget – hvorfor så ikke melde meget klart ud at vi som radikale vil presse på for at få dem gennemført hvis vælgerne styrker os? Vi har unægteligt nogle vælgere vi gerne vil vinde tilbage – og illoyalt kan det jo dårligt være.

Dette indlæg er gemt under Debat.