#voresdemokrati

Mindehøjtidelighed ved Krudttønden mandag. d. 16/2 kl. 20 – Lad os sammen mindes og vise støtte til vores demokrati

Gårsdagens og nattens begivenheder har rystet os alle. Min dybeste medfølelse går til de dræbte, deres pårørende og de fem sårede betjente. Man tør ikke tænke på udfaldet, hvis ikke vores dygtige beredskab havde ageret så professionelt, som det har været tilfældet indenfor det seneste døgn.

Det er endnu for tidligt endegyldigt at konkludere noget omkring motiv og baggrund, men alt peger desværre på to politiske motiverede attentater – altså to terrorhandlinger.

Men hvad vi ved er, at Danmark og København i morges vågnede op til en ny virkelighed. En virkelighed hvor attentater også kan finde sted i centrum af vores by. I VORES by. For det er, hvad det er. Det er ikke terrorens, ekstremisters eller kriminelles by. Det er din by, det er min by. Det er demokratiets by, og det er ytringsfrihedens by.

Vores demokratiske værdier kan selv ikke den mest afstumpede kriminelle ryste. Derfor har alle partier i Københavns Borgerrepræsentation samlet inviteret til mindehøjtidelighed foran Krudttønden mandag kl. 20. Jeg deltager selvfølgelig og vil opfordre alle til at gøre det samme, så vi kan støtte hinanden i denne svære tid og vise, at København står sammen på tværs af politisk holdning, religion og andre overbevisninger.

Vi er alle danske, vi er alle ramt.

Manu