Vi må aldrig melde os ud af den politiske diskussion

Denne artikel er fra det trykte medlemsblad: Radikal Dialog

Zahle, Munch, Jørgen Jørgensen, Karl Skytte, Hilmar Baunsgaard, Svend Haugaard, Helveg, Jelved, Vestager… er det et pres at skulle leve op til den liste af navne? Hvad håber du bliver dit særaftryk på historien om det Radikale Venstre?

Ja! Og det var faktisk først for nylig hvor jeg fik læst listen igennem at jeg opdagede at det var en eksklusiv skare på 10 – og da vi som parti er 110 år gamle kan man jo regne på hvor længe sådan en holder. Så ja, det er med kæmpe ærefrygt, at jeg går ind i det. Men – man bliver jo kastet ind i det på en måde, hvor der ikke er tid til at sætte sig ned og gå i zen over det. Ikke mindst som et regeringsparti er det jo lige på og hårdt, hvor alle med det samme navigerer efter den nye leder, og der skal træffes beslutninger med det samme. Jeg vil tænke tilbage på landsmødetalen som første led i det kapitel i den radikale historie, hvor jeg er leder – det er fascinerende at tænke over, hvor mange sider der skal skrives og hvad der mon kommer til at stå på.

Hvad håber du der kommer til at stå?

Det, jeg forsøgte at sige med min landsmødetale var, at vi skal reformere samfundet, så endnu flere får den økonomiske frisættelse, som – jævnfør vores partiprogram – er demokratiets første og vigtigste bud. Niels Helveg fik overskud på be-talingsbalancen, Marianne Jelved skabte massivt mange arbejdspladser i 90’erne, Margrethe -Vestager stod for efterlønsreformen og for at få strukturel balance, også når store årgange går på pension.

For mig er det måske stadig for tidligt at sige – men jeg er ekstremt optaget af det forhold, at vi har
7-800.000 mennesker i den arbejdsduelige alder, der står udenfor arbejdsmarkedet. Kunne man gøre et markant indhug i det, synes jeg det ville være en flot milepæl for en politisk karriere.

Flere af de tidlige ledere kan måske siges at være gået fra at have en lidt ’kedelig’ akademisk profil til pludselig at opnå en form for folkelighed – skal du også være folkelig?

Det er et godt spørgsmål… Det er noget af det, som jeg faktisk synes er sværest. Folk er meget optaget af, at man skal være sig selv på en offensiv måde. Det er noget underligt noget, for man går jo ikke og tænker over, at man er ‘sig selv’. Min måde at gøre det på er at tage afsæt i, at vi driver en lille børne-
-familie derhjemme. Vi har nøjagtigt de samme ud-fordringer som de fleste andre med børn i daginstitutioner og på vej i børnehaveklasse – og her tror jeg, at jeg kommer i øjenhøjde med mange der er i samme situation… Jeg har haft Johanne med på arbejde i dag, fordi hun var syg og ikke kunne komme i børnehave. Der blev spillet en del kalaha i forkontoret, mens jeg var i finansministeriet. Det vil jeg gerne kunne gøre – det er at holde fast i sig selv, og så må folk selv vurdere, om det er folkeligt eller ej.

Hvordan ser du landsorganisationens rolle i forhold til Folketingsgruppen – har den udviklet sig siden dengang du selv var menigt medlem?

Jeg synes, at Landsorganisationens rolle har udviklet sig meget – især fordi vi i den tid, hvor jeg var næstformand og medlem af forretningsudvalget, fik gjort rigtig meget ud af at anvende IT til at sikre en mere direkte dialog med medlemmerne. I mellemtiden er vi så blevet overhalet af Facebook, Twitter og andre medier, men ikke desto mindre har vi fået en helt anderledes direkte kommunikation.

Landsorganisationen laver stadigvæk gode programmer og vedtager politik, som er meget inspi-rerende for os i Folketingsgruppen. Men udviklingen er sket i den mere uformelle og direkte kontakt mellem folkevalgte og store grupper vælgere. Jeg ved ikke, om de mennesker, som jeg kommunikerer med på sociale medier er medlemmer, eller bare interesserede, men uanset hvad er der en mere direkte adgang til at diskutere – selv om det kan være kortfattet – uden for de formelle rammer.

Det skal vi prøve at blive endnu bedre til at udvikle, parallelt med den politk, som vedtages i Landsorganisationen, og som inspirerer og påvirker Folke-tingsgruppens arbejde. Det ville være fantastisk at finde nye måder, som folkevalgte og medlemmer kan kommunikere på.

Er der så stadig et behov for en parti-organisation?

Jeg har deltaget i mange diskussioner om den særegne struktur, som vi har i vores parti. Og jo mere jeg har diskuteret det, desto gladere er jeg blevet for den. Jeg er glad for den dialektik, hvor der er en gensidig afhængighed mellem et landsforbund og en Folketingsgruppe, hvor vi er tvunget til at have en god og tæt dialog. At jeg ikke er landsformand, men er valgt af Folketingsgruppen som politisk leder, synes jeg er en fantastisk model.

Vores hovedbestyrelse er måske et ubehændigt organ, med knapt hundrede mennesker, der mødes seks-otte gange året. Men man ikke må undervurdere, hvor stor en betydning det har for os at finde ud af, hvad medlemmerne mener om vores arbejde, hvad der optager dem og hvad de mener, at vi har overset. Et sådant organ, der mødes relativt tit, hvor man kan har mulighed for at diskutere ting, som man ved er på vej, og som kunne være kontrover-sielle i radikal sammenhæng – det er simpelthen uvurderligt.

Samtidigt med, at vi nu har genopdaget vores evne til at producere politk og programmer i Landsorga-nisationen – og det er positivt – så er det mit ønske, at vi så også videreudvikler vores evne til at have en løbende dialog. Gerne på en måde, som gør, at vi kommer foran. – så vi ikke alene diskuterer, om det vi gjorde var klogt, men også diskuterer, hvad er det kloge at gøre i den kommende situation. Selvfølgelig kan vi ikke først på foråret offentliggøre vores idéer eller en første kladde til finansloven i Radikal Politik. Men i Hovedbestyrelsen, hvor der kommer folk fra hele landet, kan vi drøfte hvad vi skal kæmpe for. Denne dialog, som ikke nødvendigvis fører til noget, man vedtager, er for mig ligeså uvurderligt som den vedtagne politik.

Er der sket nogen form for ændring af Radikale Venstres udlændinge- eller asylpolitik? Og hvis nej – hvorfor er det så svært at forklare medlemmer og vælgere?

Der er ikke sket nogen ændring i vores flygtninge- og asylpolitik. Vi mener fortsat, at Danmark både skal tage ansvar for dem, der kommer hertil, og for dem, som befinder sig i verdens brændpunkter – hvor vi, med vores høje udviklingsbistand, gør en kæmpe forskel. Derfor er vores udgangspunkt det samme: Hvordan kan vi hjælpe de mennesker, der er på flugt, enten tæt på eller lidt længere væk? Det, der er særligt og kernen i spørgsmålet, er hvad vi gør, når vi står i en helt ekstraordinær situation.

Grundlæggende må der ikke være nogen politikområder, som Radikale Venstre overlader til andre. Vi må aldrig melde os ud af den politiske diskussion eller ud af problemløsningen. Og selv med de regler, som vi indfører nu – og som rettelig er en stramning – det må vi være ærlige og stå ved – behandler vi syrerne langt bedre nu end vi behandlede irakerne i 2005, hvor jeg kom i Folketinget og blev integrationsordfører. De endte også uden familiesammenføring, men de sad i centrene uden opholdstil-ladelse. Det, vi gør nu, er at skabe vished i folks tilværelse. De får opholdstilladelse, og de ved, at deres familie kan støde til, hvis ikke de skal hjem. På den måde kan vi sikre at integrationen foregår på en ordentlig måde. Det er en ekstraordinær situation, som vi håndterer og tager ansvar for, også når vi får flere flygtninge end vi har gjort i de sidste tyve år. Jeg ville hellere være flygtning i Danmark i dag end for ti år siden – også med de nye regler.

I gymnasietiden var du kendt som Morten Morten Østergaard. I dag er det FN-dag. Hvad tænker du er FNs største udfordring i dag, og hvordan løser vi den?

Den aktuelle udfordring er selvfølgelig de store flygtningestrømme og ebola-epidemien. Mere grundlæggende er FN’s udfordring at blive endnu mere slagkraftig i forhold til at løfte de ringere stillede i verden. De Millennium Goals, som blev sat, har vist sig at være en rigtig god driver. Vi har gjort store fremskridt, og der skal nu sættes nye mål. Jeg håber, at tankerne om at styrke samarbejdet i FN-organisationen, så den bliver mere slagkraftig, bliver ført videre. Og jeg håber også, at tiden bliver moden til at reformere FN-systemet, så det ikke længere er indrettet, som det blev i kølvandet på Anden Verdenskrig. Sådan ser verden ikke ud længere. Kan man ændre det, kan man også styrke handlekraften. Under alle omstændigheder synes jeg, at FN har vist hvor stor en forskel det gør, at vi har et sted hvor vi kan mødes og diskutere – også med dem, som vi er allermest uenige med. Og har vist hvor stor en fordel det er for det internationale retssamfund, at man har et Sikkerhedsråd, hvor man kan træffe beslutninger, der har gyldighed for hele verdenssamfundet.

Hvis FN kan øge troværdigheden, så vi får mere multilateral bistand frem for at landene agerer hver for sig, kan man gøre en større forskel. Og hvis FN kan bidrage til at styrke den internationale retssamfund ved at sikre en endnu højere grad af legitimitet omkring de beslutninger der tages i Sikkerhedsrådet, så er vi godt på vej.

Er du masochist nok til stadig at holde med AGF?

Det er jeg – man bliver hårdhudet i disse tider! Men jeg tror stadig på det! Men i København holder jeg med FCK.