Hvem hader vi

Formanden har ordet

Tilbage i 1993 vakte det i Storbritannien sorg og fortvivlelse at to 10-årige drenge formålsløst myrdede den 2-årige James Bulger. Konservative John Major udtalte kort efter at samfundet nogle gange skulle forstå lidt mindre og fordømme noget mere. Dengang besluttede jeg at jeg altid ville gøre det modsatte.

Jo tættere volden kommer på, jo mere bliver den slags beslutninger testet – og weekendens to foragtelige terrormord på Østerbro og i Indre By var unægteligt tæt på. Så nu rejser spørgsmålet sig igen: Er der reelt noget der er værd at forstå når man møder den slags hadefuld vold, og er der efterhånden noget som helst der ikke allerede er sagt i den tiårige diskussion om karikaturer, ytringsfrihed og islamistisk blodtørst?

Et godt bud på en ny indsigt kom dog fra Lasse Ellegaard i Information. Vi hører igen og igen at radikaliserede islamister hader vores ytringsfrihed – men er det overhovedet dén de hader? Gerningsmanden fra weekenden demonstrerede i hvert fald tydeligt at hvis det var ytringsfriheden han hadede, så var den rigeligt suppleret med had til jøder.

Den diffuse fjende

For et fejt røvhul som angriber et debatarrangement med et automatvåben, er et had til ytringsfrihed meget vel for abstrakt til at give mening, men et had til fornærmelse, et had til fornedrelse er næppe. Selv helt fredelige mennesker i den muslimske verden kan hade aktive, gentagne, bevidste fornærmelser af deres hellige figurer, og de kan ikke mindst hade fornedrende besættelse og undertrykkelse i Palæstina og hade når vestlige bomber og droner dræber uskyldige bryllupsgæster i krigene i Irak og Afghanistan.

Skal man dog begribe noget så ubegribeligt usselt som at ville forvandle en uskyldig børnefest i synagogen til et blodbad, skal man næppe forsøge at finde en egentlig politisk eller religiøs logik; man skal måske snarere kigge i retning af de andre barnemordere som vi har set alt for mange af; den slags som iscenesætter deres eget selvmord ved massakrer på forsvarsløse børn på skoler – også i den vestlige verden.

Weekendens morder har næppe haft et koldt, kalkuleret og målrettet had som en Anders Breivik, men et mere diffust had som får alt fra amerikanske kampfly over tegneserietegnere og små jødiske børn til at hænge sammen som én stor fjende der kan angribes under ét. Og hvis der er en eneste positiv ting at udlede af dét, er det at diffuse fjendebilleder kan falde sammen hvis man i tide får hjælp til at skille tingene ad.