Warning: Division by zero in /var/www/radikalehovedstaden.dk/public_html/wp-content/themes/radikalekbh/content-single.php on line 8

Drømmen om en chance til

Denne artikel er fra det trykte medlemsblad: Radikal Dialog

Vi taler tit om den amerikanske drøm. Den fattige dreng, der pukler sig op fra opvasker til hoteldirektør. Pigen fra ghettoen, der ender som superstjerne i LA. Eller nørden, der opfinder dimsen, som verden ikke kan leve uden, og ender som mangemillionær.

Men har vi en særlig dansk drøm?

Vi radikale har. Den bliver ikke så tit filmatiseret som den amerikanske drøm. Men vores danske drøm har nu det hele. Hjerte og smerte og happy end. For den handler i al sin enkelthed om at give alle en chance – og hvis det glipper, så en chance til – og én til.

En chance for at leve det liv, som man selv ønsker.

En chance for at komme videre, hvis man er kommet skævt fra start eller er snublet på vejen. Heltene i min danske drøm kunne være pædagogen, der reagerer, hvis et barn bliver afleveret i vuggestuen i nat-ble. Fodboldtræneren, der tager sig ekstra god tid til at øve frispark med den dreng, han ved skal hjem til en far med psykiske problemer. Eller plejefamilien, som med faglig indsigt og menneskeligt nærvær skaber de trygge rammer om et barn.

Social mobilitet

Vi politikere kalder tit denne drøm for et ønske om mere ”social mobilitet”. Eller at ”bryde den negative sociale arv”. At vi skal være bedre til at fremme den sociale mobilitet i vores samfund, fordi det er godt for samfundet, for den enkelte – og retfærdigt og rigtigt.

Man skal lettere end i dag kunne bevæge sig væk fra en situation med sociale problemer. Og lettere bevæge sig væk fra fattigdom.

Men udtrykket social mobilitet er et ekspert- og politikerord. Sådan et slags udtryk, der kan få én til at tænke på systemer og bevillinger og lange debatter i folketingssalen.

Sådan skal vi ikke tænke.

Vi skal tænke på, at socialpolitik handler om mennesker.

Fra Bryggen til minister

Jeg behøver sådan set bare tænke på mig selv. Jeg er født i Indien og opvokset på Bryggen på Amager i et arbejdermiljø. Der var ikke bøger i mit barndomshjem. Mine forældre kunne ikke dansk. Skolen var op ad bakke, kan man roligt sige – jeg var en rod, og jeg klarede ikke gymnasiet.

Jeg havde brug for en chance til – og den fik jeg. Og én til. Og det prøver jeg hver dag at huske som socialminister. Jeg prøver også at huske på, at vi bygger videre på en stolt dansk tradition.

Når jeg møder ind i Socialministeriet om morgenen, ”hilser” jeg på en buste af den legendariske socialminister Karl Kristian Steincke nede ved indgangen i Socialministeriet. Han stod i spidsen for banebrydende reformer, som gav mange en chance til. Det kan vi være stolte af, og udviklingen siden Steincke har heldigvis været, at vi bruger flere og flere penge på socialpolitik.

Kun det der virker

Men der er også meget, der kunne gøres bedre og bringe os tættere på den danske drøm.

Som radikal socialminister har jeg to pejlemærker, som jeg stræber efter at nå, for at bidrage til den danske drøm. Dem arbejder jeg efter i dag, og dem synes jeg, at vi i endnu højere grad skal arbejde efter i fremtiden.

Begge pejlemærker handler om at fremme den sociale mobilitet.

For det første: Mennesker skal kun tilbydes sociale indsatser der virker. Det skal simpelthen være slut med, at vi gør det som vi tror er rigtigt, eller som føles rigtigt. Der skal – igen med et politiker-udtryk – være evidens for, at det virker.

Det handler ikke om, at socialpædagogerne skal gå rundt i hvide kitler. Men vi skal i fællesskab aflive ”føleren” og ”fornemmeren” på det sociale område. En mere videns- og evidensbaseret tilgang vil skabe bedre resultater til glæde for de børn og familier, der mistrives, og på længere sigt også frigøre ressourcer til andre vigtige indsatser. Med blandt andet Socialstyrelsen i spidsen er vi rigtig godt i gang med at skabe og udbrede viden om metoder, der virker. Men den skal også bruges.

Fordi det handler om mennesker, og menneskers skæbner skal ikke afgøres af modediller eller følelser eller tendenser. Vi skal vide, hvad der virker, og stille krav om gode resultater – akkurat som vi gør, når det gælder for eksempel sundhed og uddannelse.

Et eksempel på det er den hjemløsestrategi, som et bredt flertal i Folketinget står bag. Den bygger på en metode, som er gennemprøvet, og som vi ved virker.

”Housing First”, hedder den, og går i al sin enkelthed ud på, at den hjemløse skal have et sted at bo, før man går i gang med andre sociale tiltag.

17 kommuner har valgt at gå med i hjemløsestra-tegien. Og vi kan se, at deres resultater er langt bedre end de kommuner, der valgte ikke at gå med. Socialpolitik, der virker.

Forebyggelse er alt

Og det andet pejlemærke: Mennesker skal have hjælp før problemer vokser sig for store. Vi skal i langt højere grad forebygge social udsathed i stedet for blot at symptombehandle, når skaden er sket. Det er sund fornuft, og det er kerne-radikal socialpolitik. Vi skal investere langt flere ressourcer i forebyggelse, fordi vi ved, at tidlige indsatser har en positiv effekt både for den enkelte og for samfundsøkonomien.

Jeg ved godt, at jeg ikke er den første socialminister, der taler om at forebygge. Men trods alle ordene er virkeligheden stadigvæk, at vi ofte venter al for lang tid, før vi griber ind og støtter. Selv om vi egentlig godt ved, hvor problemerne er, og hvad der burde gøres. Det er tid til, at vi for alvor indser, at forebyggelse er vejen frem, og at vi tør handle.

Et eksempel er udbredelsen af den såkaldte Leksand-model fra Sverige, hvor kommuner meget målrettet tilbyder hjælp til kommende forældre. Et andet eksempel er den nye aftale om bedre forebyggelse af konflikter ved skilsmisse gennem rådgivning om bl.a konflikthåndtering. Begge eksempler bringer os et skridt nærmere den danske drøm.

Vi er på vej

Jeg er både stolt og glad over, at vi radikale for alvor har sat social mobilitet på dagsordnen. Jeg tror heldigvis, at der både i vores parti, i regeringen, i Folketinget og vigtigst af alt i befolkningen er en bevidsthed om, at det er nu det gælder.

Vi kan simpelthen ikke være bekendt, at det – i et af verdens rigeste lande, hvor der samtidig er høj grad af økonomisk lighed mellem borgerne – er så svært af vriste sig fri af de sociale problemer, som man så at sige har fået ind med modermælken.

Vi er i gang. På vej mod den danske drøm.

Først og fremmest har vi grund til at være stolte af reformerne. For eksempel er kontanthjælpsreformen et udtryk for, at vi vil give mennesker en chance til. At vi ser muligheder i stedet for begrænsninger.

Og denne regering har som den første opstillet en række meget ambitiøse og meget konkrete sociale mål, de såkaldte 2020 mål, som vi hver dag arbejder efter. Til glæde for alle socialt udsatte.

Og vi har i efteråret 2014 indgået gode visionære aftaler med satspuljepartierne, og en finanslov med klart socialt sigte, for eksempel flere pædagoger ud på daginstitutionerne.

Men jeg skal være den første til at sige, at vi skal videre. Vi skal leve den danske drøm fuldt ud.