Lad os stå sammen i al vores forskellighed

Det er knap 14 dage siden, at to mænd brød ind i Charlie Hebdos redaktionslokale og ind i kernen af vores demokrati i Europa. I dag gik Pegida, en protestbevægelse mod islam og muslimsk indvandring i Europa, på gaden i Danmark. Bevægelsen er startet i Tyskland og den tyske leder Angela Merkel bad i sin nytårstale tyskere om at lade være med at støtte bevægelsen, ”som er fuld af had til fremmede”.

Det var før rædslen holdt sit indtog i os alle. Før de tre dage, hvor hele Europa holdt vejret. Det er dage, vi aldrig glemmer. Angsten, medfølelsen, frygten. Sådan tror jeg, de fleste af os har det.

Nu små to uger efter, er det tid til fordybelse. Tid til refleksion og tid til at kigge på løsninger og på vores værdier som samfund. Det er ikke tid til at sætte mere had i verden. Det er jeg bare nødt til at sige. Fordi had avler had. Jeg tror, ingen af os er interesserede i at efterlade en verden til vores børn baseret på had.

Men vi skal tage afstand. Selvfølgelig skal vi det. Afstand fra det ekstreme, det menneskefjendske og fra terrorismen. Afstand fra gradbøjninger af vores ytringsfrihed. Den er limen i vores demokrati og den må vi aldrig gå på kompromis med.

Men afstand er ikke nok. Der skal handling til. De fleste af os har derfor også tanker om, hvordan vi skal forebygge, at det sker igen. Vi skal f.eks. helt konkret diskutere PETs handlingsmuligheder og sikre, at de er godt nok rustet. Vi skal holde øje med de grupper i samfundet, som vi ved kan føle sig draget af det ekstreme og vi skal hjælpe hinanden. Især vi politikere har et ansvar for at sikre rammerne for at forebygge ekstremisme.

Vi må ikke være naive. Nogle mennesker er nået et stadie, hvor de ikke længere lytter til fornuft. Det er vi nødt til at forholde os til. Men vi skal også reflektere. Hvor kommer hadet fra? Hvordan ender nogen med at hade kernen i demokratiet så meget? Hvordan ender nogen, med at hade os så meget? Og hvordan kan vi på bedst mulig måde komme det i møde?

Vi må og skal finde løsninger, der forebygger og gavner mangfoldigheden og demokratiet og huske på, at det ekstreme er forbeholdt et mindretal – et mindretal, der udgør en trussel for os alle, så hvordan kommer vi den bedst til livs? Vi må ikke gå med på præmissen om at skærme os. Vi må ikke begrænse vores ytringsfrihed, men vi må heller ikke skubbe vores medmennesker fra os.

Der er brug for, at vi alle – kristne, ateister, muslimer, jøder –  netop i disse dage sætter fokus på at holde sammen. Vi skal stå sammen trods vores forskelligheder. For mister man retten til at være forskellig, mister vi retten til at være frie. Angsten for de få, må ikke gå ud over de mange. For giver vi efter for denne angst, vinder terroristerne.

Vi har alle et ansvar og vi kan alle bidrage med både ord og handling. I køen i supermarkedet, når vi skriver på Facebook, når vi giver vores børn værdier med ud i livet og når vi taler sammen. Vi kan bryde hadet og angsten med respekt og værdighed og ved at fokusere på det, vi har tilfælles. Det er for mig det bedste signal, vi kan sende til hinanden – og ikke mindst til de få, der står bag eller støtter terror og modbydeligheder.

Lad os tage hinanden i forsvar og stå sammen – i al vores forskellighed. Det kan være svært, vil nogle mene, men jeg tror på, at vi kan gøre det.

Det er mit ønske. Som menneske, som far, som indvandrer, som dansker, som politiker og som integrations – og socialminister.

Manu Sareen


Arrangement 22. januar kl. 17.00-19.00: Hvordan undgår vi radikalisering?

Politisk debat med Zubair Butt og undertegnede. Sammen vil vi forsøge at finde ind til kernen af, hvad der skaber radikalisering i Danmark, og hvad vi kan gøre ved det. Max 60 pladser, tilmelding her: www.manu.dk/2015