Stop generaliseringerne Inger Støjberg

Kære Inger Støjberg.

Jeg er så fantastisk skuffet over din uintelligente generalisering af Pakistans og Somalis befolkninger. Jeg har selv pakistanske rødder. Jeg har boet her i over fyrre år og har deltaget i det danske samfund på alle niveauer.
Lige fra længerevarende uddannelse til deltagelse i politik.

Jeg er dansk gift og har tre dejlige børn, der deltager aktivt i alt, der underbygger vores dejlige Danmark og vores demokratiske samfund.

Vi arbejder, betaler skat, deltager aktivt i fritidsaktiviteter, bidrager positivt til det danske samfund i enhver henseende. Hvordan kan du generalisere os alle og påstå, at pakistanere ikke har »evnerne eller lysten til at lade sige integrere i det danske samfund«.

Prøv lige at tage de hadske briller af og se tingene i de nuancer, som de faktisk skal ses i.


Abbas Razvi
Abbas er næstformand i Miljø- og Trafikudvalget i Region Hovedstaden

Bragt som læserbrev i Berlingske d. 04.08.2014