Hvad bruger du dit medlemsskab til?

Denne artikel er fra det trykte medlemsblad: Radikal Dialog

Kun ca. 4–5% af de danske vælgere er medlem af et politisk parti. Her adskiller vi radikale os ikke fra andre. Vi har ca. 9000 medlemmer og det antal har ikke ændret sig i mange år. Der kommer nogle til, når der er valg, og der forsvinder nogle hvert år, når giroopkrævningen kommer ind gennem brevsprækken.
Sådan er det jo!

Og blandt de 9000 er der groft sagt nok kun omkring 10%, der er rigtigt aktive. I hovedstadens vælgerforening – landets største med lidt over 2000 medlemmer – vil det være ca. 200 på gode dage. De 1800 andre kan alle have deres gode motiver til at være passive, så de kan springe resten af denne artikel over, men måske kan konklusionen alligevel være en provokation, som de kan bruge til noget?

Arbejdet i de mange kommuner i hele hovedstadsområdet byder på meget forskellige udfordringer. Der er nok ikke to steder, hvor vilkårene er ens. Nogle steder opstillede vi slet ikke til kommunalvalget, og vælgerforeningen er mere nogle kartotekskort end aktiviteter. Andre steder opstillede vi og blev ikke repræsenteret, men et lille antal ihærdige ildsjæle kan levere en indsats, som kan give basis for lokalt partiliv, selv om det er konstant op ad bakke. Og hvis der ikke er lokalt partiliv bliver medlemmerne enten hjemme eller kaster sig over det landspolitiske.

I de mindre foreninger står og falder det med de aktive ildsjæle. Hvis de foretrækker Danmarks Naturfredningsforening, golfklubben, det aktive fami- lieliv eller karrieren, så er der ikke megen basis for et aktivt partiliv. Først ved næste folketingsvalg eller i 2017 til næste kommunalvalg vil nogle af disse medlemmer kommet ud af deres selvvalgte hi.

Og så er vi fremme ved de større vælgerforeninger med kommunal repræsentation og et antal medlemmer, der giver kritisk masse. Her kan der ske noget, men sker der nok – og er aktiviteterne rettet mod det væsentligste?

Vi kan ikke organisere det politiske arbejde i Det Radikale Venstre uden at tage hensyn til grundlovens bestemmelser, strukturen i de offentlige systemer – Folketing, regioner og kommunale råd – og endelig som en helt afgørende forudsætning: Valgloven med dens bestemmelser. Tænk bare den tanke, at hvis valgloven gjorde Danmark til én valgkreds ved folketingsvalgene, ville vi være tvunget ud i helt andre interne procedurer. Vi kan altså ikke lave en partistruktur, der ser væk fra virkeligheden, og den har også som udgangspunkt muligheder for at understøtte et lokalt partiliv, men det fordrer et vist antal medlemmer.

Men hvad er det så, de rigtigt aktive partimedlemmer gerne vil? Vil de høre nyt fra partiet, hvad der i gamle dage var et centralt ønske, men er i dag overhalet mangefold af medieudviklingen. Vil de møde girafferne? Ja, det kan stadig være et motiv, men hvad skal mødet handle om, hvis det ikke bare skal være kendissnak? Vil de have partiet til at mene noget bestemt – eller vil de faktisk vælges til noget?

De to sidste ønsker må være de centrale for et parti,der såvel internt som i sine samfundsmæssige mål lægger vægt på åbenhed, debat, kvalitetssikring af de politiske beslutninger og plads til begejstring.

Men bruger medlemmerne så de muligheder, de faktisk har? Og som vi i festtalerne lægger op til? Den største af alle begrænsninger, som tilmed er helt uundgåelig, er, at partiets aktiviteter skal basere sig på den politiske struktur i dagens Danmark. Hvis vi ikke anerkender det udgangspunkt, vælger vi selv at gøre os til en selskabelig forening af statister med underliggende diskussionsklubber, men det bliver uden adgang til at øve politisk indflydelse. Vi kan have det hyggeligt. Vi slipper for konflikter og personstridigheder. Alle kan arrangere møder, hvor tidens emner sættes til debat, hvorpå vi går glade hjem – måske med en tur rundt om en listig bodega!

En anden mulighed er at kaste sig over kampagner for at få bestemte personer valgt. Det er øjebliksbestemt. Man forpligter sig ikke ud over den konkrete kampagne, som tidsmæssigt kan kortes ned til nogle hektiske uger. Man kan håbe, at den udvalgte kandidat klarer sig godt – måske tilmed bliver valgt – men mange kandidater er oppe mod kendte MF’ere eller ministre, der som udgangspunkt starter langt foran alle andre. Kandidater længere nede på listen er reelt med som staffage. Og når kandidaten så er valgt, så er showet slut, og hvad der derefter sker, er inde i de lukkede rum på Christiansborg eller på rådhuset, hvor selv kandidatens nærmeste venner ikke aner, hvad der sker. Eller hvordan den valgte klarer sig.

Reelt set er både muligheden for indflydelse og gennemskueligheden begrænset. Den valgte bliver måske ikke engang medlem af det børne- og ungeudvalg, hvor dine hovedinteresser ligger, men af teknik- og miljøudvalget. Måske tilmed bare som menigt medlem.

Når nu hverken diskussionsklubber eller kampagner giver den ringeste garanti for hverken dybereliggende politisk indsigt endsige indflydelse, så er det jo heldigvis sådan, at et parti som det radikale venstre er indrettet, så medlemmerne faktisk kan spille en rolle, for de har to afgørende midler, som de kan bruge, men som de ofte viger tilbage for at føre igennem. De kan formulere deres politiske ønsker og synspunkter. Ikke bare fra en tilfældig talerstol, men som kontante udmeldinger vedrørende alt fra stort til småt. De kan få de kompetente forsamlinger til at vedtage, at noget er radikal politik – og noget andet er det ikke. Og så har de retten til at opstille kandidater til offentlige valg. Med andre ord: Der er ingen, der kommer på den radikale liste, hvis ikke en vælgerforening har opstillet dem.

Og nu er vi fremme ved sagens kerne, som ikke fordrer indsigt i kvantemekanikken. Partiets medlemmer kan både fastlægge en politisk retning og de kan bestemme, hvem der skal fremme en politik frem mod de opstillede mål. Men gør det det?

I året op stil kommunalvalget var der betydelig aktivitet på flere planer i hovedstadens vælgerforeninger. Det mundede ud i pæne resultater flere steder. Ikke prangende, men pæne. Og hvad så nu? Hvor meget kan og vil vælgerforeningerne gøre for at følge op, så de valgte både får opbakning og en form for supervision, der sikrer, at de radikale ønsker ikke bliver glemt i et tilfældigt udvalgsværelse. Men vil medlemmerne bruge f. eks. årsmødet til at udstikke en kurs, forlange bestemte målsætninger realiseret eller vil man stille sig tilfreds med at møde de valgte og høre, at de er glade for at være blevet valgt?

Også på landsplan har medlemmerne muligheder. De årlige landsmøder er præget af en mangfoldighed af resolutionsforslag, som kan vedtages, hvis landsmødets flertal – in casu medlemmerne – vil det, men hvor de delegerede ofte vælger den mere fromme og næsten følgagtige linje, som enten nedtoner ord som ‘kan’ og ‘skal’ eller lader sig stille tilfreds med bløde formuleringer, der – og her er substansen – ikke lægger et egentligt pres på de valgte parlamentarikere. Man kan nævne offentlighedsloven som et dystert eksempel.

I de enkelte kommuner i regionen er der mange steder en meget klar struktur. Kommunen er ikke bare kommune, men også en opstillingskreds. Det er derfor forholdsvis let at organisere det politiske arbejde, og hvor partiet er repræsenteret i byrådet, kan der laves substantielle debatter om stort og småt.
I hovedstadens vælgerforening ser det anderledes ud. Der indgår 4 kommuner i foreningens bagland. Og der indgår 12 opstillingskredse i Hovedstadens Storkreds, så der er mange forskelligartede interesser i spil, selv om ikke mindst valgene til Folketinget er stærkt præget af kendte kandidater/ministres tilstedeværelse.

Nu overvejes der strukturændringer i Hovedstadens vælgerforening. Der er simpelthen ikke tilstrækkelig medlemsinteresse for det meget lokalt prægede politiske arbejde. Postnumre spiller ikke den samme rolle som landspolitikken.
Hovedstadens hovedbestyrelse har en sammensætning, der sikrer både politisk og geografisk bredde. Den må ikke miste sine muligheder for at agere politisk, men der skal ske en opstramning af aktiviteterne, hvis det ikke skal være os selv, der er skyld i, at vi ikke kan slå politisk igennem.

Foråret skulle gerne give mulighed for både at drøfte disse spørgsmål og samtidig vedtægtsmæssigt styrke vælgerforeningen, så vi ikke havner i en uheldig situation: En diskussionsklub med medlemmer uden evne til at udstikke en politisk kurs. Hvis ikke medlemmerne er villige til både at vedtage politiske markeringer, som de valgte måske er imod, og hvis medlemmerne ikke er villige til at vrage de valgte, fordi man vil have bedre folk. Ja, så har man lavet et valg, hvor ens egne beslutninger kortslutter beslutningsevnen. Den afgørende mening med de aktives medlemskab må vel være at agere politisk og stille skarpere krav – både politisk og til kandidaterne.

Måske kræver det mere end almindeligt politisk mod, men ingen medlemmer bliver jo truet på deres levebrød, fordi de stiller politiske krav. Måske kræver det – som Kant sagde – at den enkelte træder ud af sin selvforskyldte umyndiggørelse, men er det ikke nødvendigt, hvis vi vil være en aktiv, bestemmende og inspirerende vælgerforening? Strukturen må vi altid kunne debattere under devisen: Ryst posen!
Men vi må ikke ryste på hånden, når det gælder kravene til os selv som aktive og bestemmende medlemmer.


Søren Bald
Søren har været medlem af Det Radikale Venstre siden 1960, og haft et utal af tillidsposter i alle årene. Herunder Landsformand for partiet 2001-2009.