Hvis valg vindes mellem valgene – så skal vi igang nu!

Denne artikel er fra det trykte medlemsblad: Radikal Dialog

Kommunalvalget i hovedstadsregionen var både en succes, lalala og ikke så supergodt. Der er i alt 29 kommuner, og 13 steder er vi ikke i dag repræsenteret. Enten fordi vi ikke opstillede eller fordi der ikke var stemmer nok.

Man må håbe, at både storkredsformændene og regionsfyrsten igangsætter et udredningsarbejde, så vi kan se, om der kan gøres noget, så antallet af kommuner uden radikal repræsentation næste gang kan falde drastisk.

Især bør man se på antallet af radikale stemmer ved regionsvalget, fordi de viser noget forholdsvis sikkert om mængden af potentielle radikale vælgere. Regionsvalget gav jo trods uændret mandattal en fremgang fra 6,3% til 8,1% – en fremgang på næsten 30%.

I nogle kommuner scorede vi faktisk meget flotte resultater. I Egedal og på Frederiksberg skaffede de lokale ildsjæle en fordobling fra 1 til 2. I Helsingør kom vi efter mange års ørkenvandring ind igen og fik
en central udvalgsformandspost. Også i Albertslund kom de radikale igen ind i varmen, mens vi desværre i f.eks. Lyngby mistede det ene af de to mandater. Øv!

12 steder sidder en enlig, men vigtig radikal. Tre steder sidder der to radikale, og i Hovedstaden blev der valgt seks – en fremgang på et medlem. Der er sejre, og der er nederlag – og sågar også nogle uafgjorte, men samlet er det ikke tilfredsstillende, at vi er urepræsenteret 13 steder.

Valgene i de 29 kommuner viser også, at selvfølgelig spiller landstendensen en vigtig rolle, men det må ikke få os til at tro, at hvis det går godt/skidt på Christiansborg, så går det også sådan i den enkelte kommune.

Billedet er langt mere komplekst, og blandt de 18 valgte uden for København er der flere eksempler på, at en langvarig, sej og målbevidst indsats med en ivrig spidskandidat og et aktivt bagland kan give os repræsentation. F.eks. i Tårnby, Albertslund og Helsingør, hvor vi igen er med på banen.

Men ord og festtaler gør det ikke, og de valgte og de tillidsmænd, der står bag deres valg, har en forpligtelse til at dele ud af erfaringer og glæder, så de radikale i kommuner uden repræsentation kan blive inspireret og opmuntret til at tage fat.

Da nogle københavnske kandidater pludselig ville indlemme Frederiksberg. Det hedder i fodbold et selvmål!
Søren Bald

Måske var spidskandidaten ikke den rette i den givne situation? Måske var valgkampagnen ikke målrettet nok? Måske kom man for sent i gang? Måske løb man tør for energi undervejs? Måske var tvekampen mellem de oplagte borgmesterkandidater for dominerende?
Måske kan man ikke efterrationalisere sig til en forklaring, men forsøget bør gøres. Man kan ikke lave kontrafaktisk historieskrivning, men egne synder bør kunne diskuteres. Som da nogle københavnske kandidater pludselig ville indlemme Frederiksberg. Det hedder i fodbold et selvmål!

Men overordnet er det både vælgerforeningerne og de valgte, der nu har en forpligtelse til at være klar til at yde en indsats. Ikke blot der, hvor de selv er valgt, men helt overordnet på regionsplan og i samvirket mellem kommuneforeningerne. Der er 29 foreninger. Vel er de forskellige, men de bør alle føle en forpligtelse til at gøre noget for den fælles radikale sag. Det gælder fra regionsbestyrelsen, over storkredsformændene til de enkelt kommuneforeningsformænd.

Alle steder bør der udpeges en person, der er ansvarlig for erfaringsudveksling, gensidig inspiration og hjælpende hænder til kommuner, hvor mandatet enten sidder yderligt – eller slet ikke er der. Ingen bør have nok i sig selv. Alle bør føle sig forpligtet på at fremme den fælles sag. Det gælder ikke kun den lokale Hassan i Egoismerød. Det gælder den radikale sag, når der næste gang er kommunal- og regionsvalg.

Kom så i gang!


Søren Bald
Søren har været medlem af Det Radikale Venstre siden 1960, og haft et utal af tillidsposter i alle årene. Herunder Landsformand for partiet 2001-2009.