Hykleri på kanten af international ret

Af Pernille Boye Koch

Sagen om børnecheck for EU-borgere i Danmark har udviklet sig til lidt af en farce. I stedet for at handle om, hvordan EU-borgere skal behandles på lige fod med danskere, når de arbejder her i landet og gør brug arbejdskraftens frie bevægelighed, har V og K forsøgt at kompromittere regeringen og Helle Thorning-Schmidt. Særligt er der blevet sat spørgsmålstegn ved, om det nu også er så sikkert, at de hidtidige optjeningsregler strider mod EU-retten, og om statsministeren har gjort nok for at udfordre denne påstand.

Strategien er pinlig og afslører de borgerlige partiers hykleri. Dette blev for alvor tydeligt, da Information forleden ved hjælp af aktindsigt kunne afsløre, at VK-regeringen blev advaret af sine embedsmænd, da man forberedte lovforslaget om optjeningskrav i 2010. Både i Pensionsstyrelsen og Beskæftigelsesministeriet var man alvorligt i tvivl om, hvorvidt der var overensstemmelse med EU-retten. Men daværende skatteminister Troels Lund Poulsen valgte at se stort på indvendingerne og fremsatte lovforslaget, uden at det problematiske forhold til EU-retten kom frem. Derfor er det selvfølgelig ikke fair, at V og K har fået det til at lyde som om, at regeringen agerer alene på baggrund af “en enkelt henvendelse fra EU-kommissionen”, og at det på alle mulige måder var “blåstemplet af juristerne”, da man i sin tid indførte de tvivlsomme optjeningsregler.

EU-ret og international ret er mest noget, V og K bakker op om i skåltalerne

Det mest skræmmende aspekt ved sagen er imidlertid, at den illustrerer oppositionens generelle holdning til internationale retsnormer. At EU-ret og international ret i virkeligheden mest er noget, V og K bakker op om i skåltalerne. Siger, de gør, uden rigtigt at mene det. I realiteten forsøger de på alle mulige måder at smyge sig udenom.

Husk for eksempel, at VK-regeringen i 2011 indgik aftale med DF om skærpede udvisningsregler, som helt ekstraordinært slog fast, at myndighederne kun måtte undlade at udvise, hvis Danmarks internationale forpligtelser med sikkerhed kræver det. Dette ville reelt betyde, at udlændingemyndigheder og domstole ikke skulle foretage en selvstændig vurdering af forholdet til konventionerne, medmindre der allerede lå en dom fra Menneskerettighedsdomstolen i en helt tilsvarende sag. Integrationsministeren var helt opmærksom på, at der var tale om en betydelig “procesrisiko”. På mere reelt dansk var man altså godt klar over, at man ville blive dømt ved Menneskerettighedsdomstolen i nogle af sagerne, men den risiko var man villig til at tage. En ret kynisk kalkule, for de færreste borgere har naturligvis tid og ressourcer til at føre en sag ved domstolene.

En anden karakteristisk påmindelse er forløbet i statsløsesagen, der lige nu analyseres i den nedsatte undersøgelseskommission. Efter mediedækning og afhøringer står ét grundlæggende spørgsmål tilbage. Hvordan i alverden kunne det lade sig gøre, at statsløse palæstinensere ulovligt fik afslag på dansk statsborgerskab, når de havde en klokkeklar ret til det ifølge den internationale konvention om statsløse? Jeg mener, at svaret er enklere end man skulle tro. For uanset hvem der præcis bærer ansvaret, og hvad der skete hvornår, så handler det om VK-regeringens hykleriske forhold til vores internationale forpligtelser. Og om, at den politiske skizofreni sivede ned i det loyale embedsværk, som pejlede efter, at vi skulle smyge os udenom, hvis vi på nogen måde kunne. Også selv om det gik ud over borgernes rettigheder.

Vi skal derfor være glade for, at regeringen har sat en ny kurs og viser, at vi mener det alvorligt med det internationale samarbejde og EU. At det problematiske sikkerhedskrav i udvisningssager nu er ophævet, og at optjeningskravet ved børnechecken bortfalder. Og at international ret og EU-ret ikke længere er fy-ord i ministerierne.