Regnbue over København

Af Mette Annelie Rasmussen, miljøordfører for Radikale Venstre i Københavns Borgerrepræsentation

At København er en mangfoldig og rummelig by blev endnu engang til min store glæde slået fast, da Radikale Venstres forslag om at døbe den omdiskuterede plads ved siden af Rådhuset på Vester Voldgade-siden for ”Regnbuepladsen” blev vedtaget forleden i Borgerrepræsentationen. Jeg er stolt over som københavner, hvor bredt vi favner, og at vi er en by, der altid går forrest med det gode eksempel og viser, at her er plads til og accept af alle.

Sådan var det også i 1989, da det for første gang i verdenshistorien blev muligt for homoseksuelle at indgå registreret partnerskab. Det foregik på Københavns Rådhus, og det var en beslutning, der i år har sølvbryllup og viser København som en mangfoldig og inkluderende storby.

Københavns gader, veje og pladser skal afspejle fortiden og samtiden – en fælles fortælling om byen.  Hver tid har sine helte, bevægelser og episoder, der har bragt noget til byen eller til Danmark. Noget som vi har kunnet være stolte af og fælles om og stolte af at vise frem.

Regnbuepladsen bliver en hyldest til byen, og vil stå for det frisind og den åbenhed, der ikke er en selvfølge verden rundt. Her er plads til alle uanset køn, religion, etnicitet, race eller seksualitet.

Lige nu viser det med stor tydelighed, at det stadig er nødvendigt at kæmpe kampen for lighed – bare se mod Rusland lige nu i forbindelse med vinter-OL, eller lande i Europa, som hører under EU eller Afrika – alt for mange steder bliver mennesker trådt under fode, og derfor undrer og bekymrer det mig, at både De Konservative, Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti stemte i mod forslaget og ikke ønsker at være med til at sende et positivt signal om lighed og mangfoldighed i vores hovedstad.