Status efter valget

Valget er nu slut, og der er blevet kæmpet som aldrig før. I København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør har radikale kandidater og deres frivillige lagt et utroligt stykke arbejde som vi nu kan se resultatet af. Tak til alle jer som har hjulpet til i valgkampen.

I København har borgerne vist deres tillid til det Radikale Venstre og vores politik ved at give os over 30.000 stemmer. Næsten 13.000 flere stemmer end ved sidste valg. Det er det største antal stemmer i København nogensinde. Det har betydet en fremgang på 2,8% og har sikret os 6 mandater i borgerrepræsentationen.

Også på Frederiksberg er det gået fremad. Her har vi fået næsten 2500 flere stemmer end i 2009 hvilket er en fremgang på 3,6%. Det har sikret os 2 mandater, som i de næste 4 år vil kæmpe for maksimal radikal indflydelse.

I Tårnby har vi også fået radikal indflydelse idet der er kommet 1 mandat ind i kommunalbestyrelsen.

På vegne af hele Hovedstaden takker vi alle jer der har stemt på os. Vi er stolte og glade for den tillid I viser vores kandidater og vores politik. Tusinde Tak.

Hele valget igennem har vi stået fast på ikke at pege fingre, men derimod at lade politikken føre vejen.
Vi vil fortsat lade den radikale politik styre vejen og kæmpe for mest mulig radikal indflydelse med de mandater vi har. Vi vil føre den politik som borgerne så tydeligt har givet os mandat til at føre.

Den nye borgerrepræsentation i København består af:

  • Anna Mee Allerslev (Borgmester)
  • Anne Marie Geisler Andersen
  • Andreas Pourkamali
  • Henrik Nord
  • Mette Annelie Rasmussen
  • Tommy Petersen

I Frederiksberg er vores 2 mandater

  • Karsten Lauritsen
  • Morten Jung

I Tårnby er det

  • Tommy Frederiksen

Alle er klar til at hoppe i arbejdstøjet og tage ansvar.
Tillykke til alle vore nye politikere og god arbejdslyst!

På vegne af vælgerforeningen skal der også lyde et stort tak til alle de kandidater som ikke er blevet valgt ind, men hvis arbejde og stemmer vi ikke kunne have været foruden. I har gjort en kanon indsats for hele partiet i hovedstaden. Tak!