Valgforbund i København

Socialdemokraterne og Radikale Venstre i Københavns kommune er blevet enige om at indgå valgforbund til kommunalvalget d. 19. November.

Aftalen mellem de to partier er et såkaldt ”teknisk valgforbund”. Der er med andre ord ikke tale om en politisk aftale, og de to partier stiller fortsat op på selvstændige valgprogrammer, ligesom partierne står frit i forhold til konstitueringsaftale. Aftalen om valgforbund fastlægger således ikke, hvem partierne vil samarbejde med efter valget.

De to partier har dog en lang tradition for godt samarbejde på rådhuset, og har også i den forgangne periode været de eneste to partier, der har været med i samtlige store aftaler på rådhuset. Derfor faldt det de to ledere af partierne i København naturligt at indgå et valgforbund sammen.

Valgforbundet har til formål at sikre, at ingen stemme på et af de to partier risikerer at gå tabt. Således vil eventuelt overskydende stemmer, som ikke udløser et helt mandat, blive lagt sammen – og kan muligvis udløse et ekstra mandat til valgforbundet.

”Jeg er glad for, at vi på den måde kan minimere stemmespild. Socialdemokratiske vælgere skal selvfølgelig være sikre på, at deres stemme ikke går tabt.”, siger Overborgmester Frank Jensen (A) om aftalen.

Anna Mee Allerslev, beskæftigelses- og integrationsborgmester og leder af Radikale i København:

“Jeg er glad for, at vi igen i år har indgået valgforbund med Socialdemokraterne. Lige som konstitueringen er valgforbund i kommunerne rent teknik, men Socialdemokraterne er en naturlig og god samarbejdspartner for os radikale”.

For yderligere information, kontakt:
– Presseansvarlig for Frank Jensen, Nanna Westerby: 2655 7327// nanna@sockbh.dk
– Presseansvarlig for Anna Mee Allerslev, Toke Helmø: 2547 3720 // toke@annamee.dk