Ind bag rettens tykke mure

Selv om offentlighed i retsplejen er et grundlovssikret princip, og selv om teknologien er som skabt til det, offentliggøres mange domme slet ikke. Det kræver både tid og penge at få indsigt i domme. Justitsministeren må indfri løfte om offentlig og gratis adgang til afsagte domme. Vi kan ikke være den danske ordning bekendt.


Pernille Boye Koch
Dette debatindlæg af Pernille Boye Koch blev først bragt i Januar 2009, men er desværre stadig pinligt aktuelt:
Politiken: Åben adgang til domme er syltet (30/9/2013)


»Vi vil gerne bidrage til, at offentligheden får et bredt kendskab til det arbejde, som retten udfører,«

Sådan står der, når man klikker ind på hjemmesiden for en af Danmarks byretter.

Hvis man gerne vil have indsigt i de afgørelser, byretten træffer, leder man imidlertid forgæves. For selv om nogle domstole er begyndt at lægge enkelte pressemeddelelser og domsresuméer på nettet, er det overhovedet ikke den systematiske offentliggørelse af domme, som blev stillet i udsigt allerede i 1980′erne.

Det er et problem af flere grunde.

– For det første er det principielt vigtigt i et demokrati, at borgerne nemt og uden omkostninger kan få adgang til anonymiserede domme. Ofte vil det nemlig først være i de konkrete domme, man kan se, hvad lovgivningen egentlig betyder.

– For det andet er åbenhed og gennemsigtighed vigtigt for, at offentligheden kan føre løbende kontrol med, at domstolene forvalter deres magt på en rigtig og hensigtsmæssig måde.

– Sidst, men ikke mindst, kan øget offentlig indsigt i domme bidrage til at skabe større viden om domstolenes arbejde og for eksempel strafniveauet i bestemte typer af sager. Ofte er mediedækningen og dermed befolkningens viden om retspolitiske spørgsmål baseret på ureflekteret kendskab til spektakulære enkeltsager. En domsdatabase kan således medvirke til at kvalificere den retspolitiske debat.

Men lad os først se på de eksisterende muligheder for at få indsigt i domme.

Kort fortalt kræver det både tid og penge. For selv om offentlighed i retsplejen er et grundlovssikret princip, og selv om teknologien er som skabt til det, offentliggøres mange domme slet ikke.

Den vigtigste kilde til offentliggjorte domme er det traditionsbundne Ugeskrift for Retsvæsen, som udgives af et privat forlag og koster knap 4.000 for et årsabonnement for den trykte udgave.

Hvis man vil have den elektroniske udgave, som også indeholder søgefunktioner, koster det knap 8.000 kroner. Det er imidlertid kun omkring 8 pct. af dommene fra de højere retter (Højesteret,
Landsretterne og Sø- og Handelsretten), som bliver trykt i Ugeskriftet. Størstedelen af landsretsdommene og samtlige byretsdomme er der ikke.

Den eneste mulighed for at se disse afgørelser er at henvende sig til den enkelte domstol og møjsommeligt bede om aktindsigt i hver enkelt sag. Det koster 175 kroner for hver dom, man får udleveret, og det kræver, at man på forhånd ved, at den findes. Man kan som udgangspunkt ikke få lov til at gennemgå sagerne for at finde frem til en bestemt dom eller til bestemte typer af domme.

Dette står i direkte modsætning til situationen for love og regler. Her har danskerne siden 1986 haft fri adgang til at søge i alle former for regulering på statens fælles netsted: Retsinformation.

Tilkendegivelser om vigtigheden af en tilsvarende database for domme har der været nok af. Til gengæld har det været småt med politisk handling.

Ved flere anledninger i 1980′erne anbefalede det sagkyndige udvalg Retsinformationsrådet, at staten tog initiativ til at etablere en domsdatabase.

I 1997 traf Justitsministeriet en egentlig beslutning om, at databasen skulle oprettes, og der blev nedsat en bredt sammensat arbejdsgruppe med henblik på en analyse af de tekniske, retlige og økonomiske aspekter. Arbejdsgruppen konkluderede året efter, at domsdatabasen skal etableres i statsligt regi, den skal være gratis for den enkelte borger, og den skal indeholde alle domme fra de overordnede retter.

Herefter skete der ikke noget i sagen før i 2000, hvor Domstolsstyrelsen vedtog, at der skulle arbejdes videre med planerne om at oprette en domsdatabase. I 2003 blev igangsat endnu et analysearbejde. Denne analyse udmøntede sig i en diger rapport og en skitse til en løsning. Ifølge rapporten fra januar 2004 ville det koste omkring 3-4 mio. kr. at etablere domsdatabasen. Den skulle kunne tages i brug senest i 2007. Nu kan man imidlertid konstatere, at der fortsat intet er sket.

I Sø- og Handelsretten har man taget sagen i egen hånd. Allerede for fem år siden besluttede man at oprette sin egen domsdatabase. Nu gør domstolens medarbejdere alle domme klar til offentliggørelse på hjemmesiden samtidigt med, at de formelt afsiges i retssalen. Det er blevet en integreret del af deres arbejdsgang. Og Sø- og Handelsretten mener selv, den sparer ressourcer ved at have domsdatabasen. Domstolens egne medarbejdere har gavn af basens søgefunktioner. Og de slipper for mange henvendelser fra både advokater, studerende og journalister, der selv kan hente afgørelser ned fra nettet.

Hvorfor i alverden en dansk domsdatabase endnu ikke har set dagens lys?Pernille Boye Koch

Man kan spørge sig selv om, hvorfor i alverden en dansk domsdatabase endnu ikke har set dagens lys. De tekniske barrierer er blevet stadig mindre i takt med den teknologiske udvikling. Den anslåede pris på 3 – 4 mio. kr. forekommer heller ikke overvældende.

Til sammenligning har Folketinget for eksempel bevilget omkring 500 mio. kr. til en digitalisering af tinglysningen. De praktiske spørgsmål om for eksempel anonymisering af afgørelserne og databasens nærmere opbygning er blevet gennemarbejdet i grundige analyser. Alligevel står sagen tilsyneladende stille.

En forklaring kan være, at domstolene ikke selv har presset på. En offentliggørelse af langt flere domme kan nødvendiggøre en større omhu med udformning af selve dommen – særligt dens begrundelse – og det er både besværligt og tidskrævende for dommerne.

Endvidere er de fleste danske jurister opdraget til at tænke i, at kun et fåtal af de samlede afsagte domme er interessante ud fra et juridisk perspektiv. Og disse sager får en del af dommerne pæne
indtægter på at være med til at udvælge og redigere til Ugeskrift for Retsvæsen. Så der er flere forskellige dommerinteresser i at opretholde status quo.

Heller ikke oppositionen i Folketinget har indtil nu viet sagen megen opmærksomhed. Der har kun været lagt beskedent pres på justitsministeren for at få skred i sagen.

Politikerne – særligt de retspolitiske ordførere – bør imidlertid være opmærksomme på, at en domsdatabase ikke kun får konkret betydning for de borgere, der af forskellige grunde kan have brug for at få kendskab til afsagte domme.

Domsdatabasens måske vigtigste fordel er af mere vidtrækkende karakter, idet den kan forbedre grundlaget for de politiske beslutninger vedrørende kriminalitet og retspolitik, som er områder hvor domstolenes praksis reelt spiller en meget central rolle.

Enhver vil kunne danne sig et overblik over for eksempel udviklingen i antallet af sager, om strafniveauet er stigende eller faldende, og hvilken baggrund og motiver de enkelte lovovertrædere har.

Det vil være til gaven for både almindelige borgere, politikere og journalister. Alle danskere – og ikke kun dem, der for eksempel fungerer som lægdommere – vil kunne få et kig inden for murene hos den tredje statsmagt.

Pressen vil være bedre klædt på til at give danskerne et mere realistisk billede af domstolenes arbejde og ledsage den dagsaktuelle dækning af retssager med mere baggrundsorienterede analyser. Og retspolitikerne får hermed bedre muligheder for at basere deres beslutninger på viden og indsigt.

En vigtig opgave for den nyudnævnte justitsminister bør derfor være at indfri det løfte om offentlig og gratis adgang til afsagte domme, som blev givet for en generation siden. Hermed kan vi endelig komme på linje med andre moderne videnssamfund.

I Norge har man for eksempel længe haft adgang til næsten alle norske domme via Lovdata, den norske pendant til retsinformation. Amerikanske højesteretsdomme kan uden videre downloades fra internettet. Vi kan ikke være den danske ordning bekendt.