Bestået, men ikke imponerende

Denne artikel er fra det trykte medlemsblad: Radikal Dialog

Jørgen Estrup
Radikal Dialog har interviewet det tidligere radikale folketingsmedlem fra Hovedstaden Jørgen Estrup for for at få en samtale om dansk økonomi. Han er uddannet cand. polit. og var MF ́er 1984–2000.

Hvorfor startede krisen i USA, og hvorfor ramte den os så hårdt?
Siden 70 ́erne og 80 ́erne har amerikansk økonomi været præget af manglende regulering af den finansielle sektor. Der skete en egentlig deregulering. En logisk konsekvens af den monetaristiske skoles og neoliberalismens sejrsgang. Pengepolitiske indikatorer blev de makroøkonomiske styringsinstrumenter samtidig med, at finansielle transaktioner i stadig højere grad blev løsrevet fra det realøkonomiske grundlag. Det vil sige fra den virkelige verdens vilkår. Det førte til mindre gennemsigtighed, mere risikable transaktioner og større usikkerhed om risikobedømmelse. Det skabte begrebet ’kasinoøkonomi’. Markedsfejl er en afgørende del af historien. Neoliberalisterne har forudsat fuld forudseenhed hos investorerne/ låntagerne, men reelt har udviklingen tværtimod været præget af systematiske fejlvurderinger.

Dertil kom en slap finanspolitik i USA i en lang periode før krisen. En vigtig forklaring er amerikanernes tro på, at US-dollarens rolle som global reservevaluta holder i al fremtid. Når andre lande brugte og troede på dollaren, behøvede man ikke føre en fornuftig indenlandsk finanspolitik.

Bortset fra EU’s strukturfonde er der ingen indbyggede udlignings- mekanismer i det økonomiske system. Selv med finanspolitiske virkemidler kan det jo være svært at få Lolland/Falster med.

I Europa har vi set stort set den samme økonomisk politiske tænkning. De finansielle markeder er deregulerede. Banker og andre finansielle institutioner er forbundet i et globalt netværk, hvor sammenbrud et sted forplanter sig til andre uden barrierer. Ren dominoeffekt. Risikovurdering og tillid er helt afgørende faktorer, men klare indikatorer og gennemsigtighed er der ikke. Derfor er systemet ekstremt sårbart. Samtidig er Europa uden finanspolitiske instrumenter samt en fejl- konstrueret Euro hvilende på en ikke fungerende markedsmæssig tilpasning. De enkelte landes finanspolitik har været meget forskellig – typisk mere løs i Sydeuropa og strammere i Nordeuropa. Den økonomiske aktivitet har samtidig udviklet sig bedre i Nord end i Syd. Bortset fra EU’s strukturfonde er der ingen indbyggede udligningsmekanismer i det økonomiske system. Selv med finanspolitiske virkemidler kan det jo være svært at få Lolland/Falster med.

Når man derefter alene forsøger at angribe bankkrak, gældsætning og arbejdsløshed med de samme instrumenter – nedskæringer på offentlige budgetter og lav rente for at stimulere investeringer – så skal det gå rivende galt.

Konklusion: Globalt – både i relation til USA og Europa – savnes stærke, regulerende internationale finansielle institutioner.

Vi er altid økonomisk sårbare

Fogh stod for en alt for ekspansiv økonomisk politik – herunder finanspolitik – under højkonjunkturen, uanset at al økonomisk fornuft tilsagde, at vi burde skrue ned for blusset.

Hvorfor var Danmark også sårbart?
Danmark er fundamentalt lige så sårbart som EURO-området, fordi vi på alle områder har valgt at ’spejle’ den økonomiske politik, som føres der. Men i 00’erne var der i hvert fald to forhold, som øgede vores sårbarhed:
Fogh stod for en alt for ekspansiv økonomisk politik – herunder finanspolitik – under højkonjunkturen, uanset at al økonomisk fornuft tilsagde, at vi burde skrue ned for blusset. Tænk bare på Foghs arrogante bemærkninger om, at økonomerne burde skrive deres lærebøger om! Skattestop og skattelettelser kombineret med gunstige overenskomster satte ekstra tryk under højkonjunkturen. Krisen blev dybere pga. de bristede forventninger og omfattende konkurser.

Det andet var stimuleringen af ejerboligmarkedet og forvridningen af andelsboligmarkedet. Begge dele var lige uansvarligt. Fastfrysningen af ejendomsværdiskat, indførelse af afdragsfri realkreditlån og erklæret sikkerhedsnet under flexlån m.v. skabte forudsætningen for ejendomsprisernes himmelflugt og troen på, at priserne kun kunne gå opad. ’Boligboblen’ blev pustet eksplosivt op af Fogh-regeringen, som ikke bestod eksamen i økonomisk ansvarlighed.

Var der flere ’slemme eksempler’?
Der var også andre fejl, som ikke bare var ’fodfejl’. Foghs konjunkturpolitik var uklog – alt for ekspansiv. Og samtidig var den økonomiske politik i stort omfang præget af den kontraktpolitiske ideologi med dens skattestop, promovering af ejerboligen, stimulering af offentligt finansierede private sundhedsydelser mv. Den langsigtede økonomiske disciplin opbygget under SR-regeringen i 90’erne blev totalt negligeret.

Er der radikale fremskridt efter 2011?

Men nye folk og partier kom til i 2011. Hvordan bedømmer du ABF-regeringens tiltag?
Efter megen tøven genindførte man bolig-jobordningen fra og med januar 2013. Konjunkturpolitisk var det en overordentlig fornuftig stimulering af håndværk og service, men den kunne med fordel have været indrettet mere på at fremme miljø- og klimarelevante tiltag. Kort sagt: Den er alt andet end grøn i sin udformning.

Man har øget de offentlige investeringer, bl.a. Transportinvesteringspakken er ligeledes en meget fornuftig beslutning, men spørgsmålet er, om investeringer ikke kommer for sent til at hjælpe
på lavkonjunkturen. Det samme gælder en del af initiativerne i vækstpakken, men også her mangler der mærkeligt nok en ”grøn styring” af indsatsen.
Der har efter min vurdering været for meget fokus på at sikre finanspolitisk stabilitet på mellemlangt/langt sigt. Men desværre så meget, at årstallet 2020 er blevet et mål i sig selv, som helt overskygger indsatsen i dag og de nærmeste år. Det er politisk uforståeligt.

Har regeringen også lavet fejl?

Er der også mindre kløgtige beslutninger fra ’vores regering’ ?

Man har gennemført en dagpengereform, hvis virkninger man overhovedet ikke har haft styr på. Det har medført gentagne revisioner og stadigt stigende skøn over, hvor mange personer der ville falde ud af dagpengesystemet.

I takt hermed har vi fået lappeløsninger for at mindske for store sociale og politiske omkostninger. Vismændene mener, at der trods den uhensigtsmæssige timing af reformen midt i en lav konjunktur trods alt vil være en positiv effekt. Men de påpeger samtidig i deres seneste redegørelse, at “en regelbaseret konjunkturafhængighed i dagpengesystemet (er) at foretrække frem for ad hoc justeringer”. Det burde regeringen have tænkt over fra starten.

Desværre har regeringen også strammet finans- politikken unødvendigt meget på det helt korte sigt bl.a. med baggrund i alt for optimistiske skøn over udviklingen i den økonomiske aktivitet. Det har betydet, at kommunerne oparbejder overskud, hvor der tværtimod var brug for at gå i hvert fald til grænsen af budgetterne. Begrundelsen har været, at man skulle nå finanspolitisk balance i 2020. Denne ensidige fokusering på 2020 har medført, at den private opsparing er steget, selv om regeringen har tigget og bedt forbrugere og investorer om at få plastikkort og tegnebøger frem. Det er paradoksalt, at regeringens egen politik har øget krisebevidstheden i et sådant omfang, at forbrugertillid og virksomhedsforventninger er blevet negative.

Har vismændene haft andre bud?

De økonomiske vismænd, som jo er en radikal opfindelse, og som du lige citerede, har vel også givet råd, der ikke er blevet fulgt?

Vismændene har gentagne gange, herunder i deres seneste redegørelse fra maj 2013, peget på, at man skulle forlade ’nominalprincippet’ i ejendomsværdibeskatningen og i punktafgifterne.
Det er helt urimeligt, at de to beskatningsformer gradvis udhules af inflation mv. I den seneste redegørelse skriver vismændene

…at holdbarheden (af finanspolitik- ken) vil kunne blive forbedret med omkring 1⁄2 pct. af BNP, hvis bare punktafgifterne bliver indekseret med inflationen.

Vismændene – og andre – har også foreslået en lempelse her og nu af den stramme finanspolitik som følge af dansk økonomis konjunktursituation, som er tæt på – eller reelt er i recession. Regeringen har uden klare begrundelser afvist.

Penge lige ud af vinduet

Regeringen lavede i vækstpakken et forlig med VK og en nedsættelse af aktieselskabsskatten. Giver det vækst med de 4 mia., der her bliver i virksomheder med overskud?

Efter min vurdering er de 4 mia. penge ud af vinduet. Det er en rent defensiv foranstaltning, fordi man tror, at andre landes sænkning af selskabs- skatten må matches. Men der er ingen grund til at tro, at små variationer i selskabsskatten er det, som får virksomheder til at beslutte sig for milliardinvesteringer i form af placeringen af nye virksomheder. Den slags langsigtede investeringer afgøres af langt flere og mere langsigtede betragtninger. Økonomisk stabilitet, arbejdsstyrkens kvalifikationer, erhvervsvilkår, markedsudsigter etc.

Beskatningen flytter multinationale selskaber jo i øvrigt rundt med, som det passer dem. Desuden har det på længere sigt den overordentlig uheldige konsekvens, at landene konkurrerer om at komme til at ligge lavest. Det svarer fuldstændig til tankegangen bag tidligere tiders konkurrerende devalueringer.

De 4 mia. og mere til burde være brugt til fremme af hele den tilpasning og omstilling i forhold til klima- og miljøproblemer, som regeringen siger den ønsker at fremme. Det blev så ikke i denne omgang.

Hvilken karakter skal regeringen så have?

Din dom over Foghs periode var jo hård. Dumpet. Hvilken karakter vil du give ABF-regeringens økonomiske politik?
Jeg tror, at regeringen ligger til et 4-tal efter den nye skala, dvs. ’den jævne præstation’, der demonstrerer en mindre grad af opfyldelse af fagets mål med adskillige væsentlige mangler.

Regeringen har dog været en ’rigtig flittig og flink elev’ i EU sammenhæng, og omhyggeligt sørget for at lægge sig i slipstrømmen af EU’s anvisninger, så ingen onde ratingbureauer, der rykker landenes økonomiske troværdighed op og ned, vil kunne falde over noget kritisabelt.

Det sker under devisen: Den, der lever skjult og i stilhed, lever godt. Men det er jo ikke nødvendigvis økonomisk fornuftigt! Og man har derfor ikke turdet udnytte det råderum, som faktisk eksisterer i Danmark.