Reportage fra første kommunalpolitiske debat

Skrevet af Toke Helmø

Et stuvende fuldt sekretariat var mandag aften ramme for den første debat blandt de mange kandidataspiranter, der kæmper for at komme på Hovedstadens opstillingsliste til KV13.

En forventningsfuld stemning kunne mærkes blandt de fremmødte og spøgende modkandidater var også mødt op.

“Jeg skal bare have dine guldkorn og så er der 5 læserbreve afsted i morgen.” lød det drillende fra kandidataspirant Tommy Petersen til Andreas Pourkamali, mens Andreas bevægede sig op mod sin plads foran publikum.

Aftenens kandidater var Mikkel Sarbo, Povl Gad, Anne Boukris, Andreas Pourkamali og Hassan Bokhari.

De 5 aspiranter blev i løbet af aftenen både udfordret i den klassiske paneldebatdisciplin, men også i deres evne til at samarbejde. Ved en gennemgang af faktuelle dagsordener fra Byrådsgruppens arbejde det sidste år, skulle de fem kandidater også vise, at de ikke kun havde noget at byde på op til valget, men også var i stand til at lave politiske løsninger efter et eventuelt valg til Byrådet.

Den gode stemning prægede aftenen med folketingskandidat som Pernille Boye Koch kompetent ordstyrer. Det er svært på skrift at gengive det konkrete indtryk af kandidaterne, vi bringer derfor i stedet her en ucensureret citatsamling, taget fuldkommen ud af kontekst, fra de 5 aspiranter. Så må de, kære læser, tolke sammenhængen eller konfrontere din kandidataspirant med hans/hendes udtalelse.

Mikkel Sarbo:

“København skal være endnu mere inspirerende og endnu mere støttende” – “Vi skal sørge for, at de valg vi lægger frem har konsekvenser. Også økonomisk” – “Vi skal have en inspirerende skole og vi skal have en skole hvor det faglige grundlag er på plads” – “Vi skal have trygge cykelstier, hvor børn også kan køre” – “Jeg tør godt at sige, hvad jeg mener”

Povl Gad:

“Folk ville undre sig, hvis jeg ikke blev politikker, for jeg kunne altid tale så meget så folk faldt i søvn” – “Jeg vil rykke kultur mere ind på den politiske bane” – “Nu rejser jeg mig lige op igen. Jeg har ikke taburetklister i røven” – “De sidste par år har der været den her debat om de kolde hænder og varme hænder. Når man er en af de kolde hænder bag et skrivebord, er det svært at forholde sig til at man skulle være så værdiløs” – “Hele min kampagne kommer til at fokusere på socialt udsatte i København” – “For mig er det centrale af det at være med i et parti, kampagnerne” – “Og dér laver vi også en presseindsats. Hold kæft hvor får vi travlt” -”Jeg har ingen forventninger til økonomi og hjælp. Jeg forventer at Hovedstaden skaffer Hovedstaden et godt valg. Det bedste der kan ske er, at spidskandidaten hiver en masse stemmer hjem til Hovedstaden”

Anne Boukris:

“Vi bør gå direkte efter kulturborgmesterposten” – “Jeg mener bestemt at kultur er et vækstområde” – “Kloaksystemet i KBH interesserer mig rigtig meget” – “København skal fremadrettet investere til en totalrenovering af kloaksystemet” – “Væk med rotterne, frem med børnene og planterne” – “Vi skal også tænke ressourcestærke og ikke kun de ressourcesvage” – “Flere cykelprojekter for børn” – “20% af de midler der bliver givet til udvalgene skal gives til socialøkonomiske virksomheder, der sikrer Københavns bund” – “Jeg har en kaffebar på Nørrebro, hvor der kommer mange radikale, og I er alle velkomne” – “Vi skal turde, som du kan Mikkel, sige hvad vi ser”

Andreas Pourkamali:

“I min kampagne sidder der nogle regnedrenge, der sørger for at de politiske forslag jeg har, holder sig inden for de økonomiske rammer der er” – “I min gamle folkeskoleklasse er der 3 der har fået en videregående uddannelse – “Der kunne godt være taget 10 % fra mig og givet til dem, der ikke har fået den uddannelse” – “Cykelstierne skal forbedres” – “Jeg er enig i at cyklisterne ikke kører så godt, det gør jeg hvert fald slet ikke” – “Det er vigtigt for mig at være forankret i baglandet”

Hassan Bokhari:

“Vi har ikke nogen Ghetto i Danmark” – “Jeg vil gerne bevare Danmarks navn. Danmark er ikke et racistisk land” – “Det er vores ansvar hvad der sker i København” – “Jeg stoler ikke på dansk undervisningsmetode” – “Jeg tror at der er et eller andet galt med undervisning i de københavnske skoler” – “Jeg synes cyklisterne kører meget uhensigtsmæssigt i København, for jeg kører Taxi.” – “Cyklerne skal have nummerplader” – “Mange muslimer tror at de radikale er et parti for dem. Derfor står jeg her i dag”