Politik, vælgere og medier

Denne artikel er fra det trykte medlemsblad: Radikal Dialog

Mediernes rolle i samspillet mellem vælgere og politikere har ændret sig. Skønt både medier og politikere er til for folket, er der risiko for, at den igangværende udvikling leder til fremmedgørelse i forhold til samme folk og en populisme, som få formentlig ønsker. Medier og politikere deler ansvaret for at rette op på dette.

Af Jens Otto Kjær Hansen / Rektor, Danmarks Medie- Og journalisthøjskole

I mediesektoren er vi gode til at sætte velklingende ord på den såkaldt fjerde statsmagts ræson d’être: Pressens opgave er at holde befolkningen så velinformeret om samfundets udvikling, at borgerne er i stand til at udøve deres demokratiske indflydelse gennem informerede valg.

En naturlig og nødvendig del heraf er, at pressen agerer som en vagthund, der larmer op, når den ser svig, svigt og anden udåd, det være sig i det politiske liv som i den økonomiske og den kulturelle sfære.

Den type definition er så holdbar som nogensinde, og ingen udvikling i det moderne samfund – herunder den teknologiske udvikling – har endnu grundlæggende kunnet ændre det. Trods Facebook, LinkedIn og Twitter er et medierende mellemled stadig nødvendigt

Det blev påvist ved KMD Analyse under det seneste valg, Valgkampens medier – danskernes præferencer – september 2011. På spørgsmålet om fra hvilke medier vælgere ønsker at få deres politiske information, svarede 76 % tv, 36 % radio, 48 % aviser og 53 % nyhedsmedier på nettet (dagblade, DR og TV2), men kun 10 % sociale medier.

Ligeledes har professor Anker Brink Lunds undersøgelser gentagne gange vist, at de nyheder, som holder os opdaterede om den herskende samfundsorden, stadig helt overvejende, ja næsten udelukkende, genereres af de traditionelle nyhedsmedier. Ganske vist spredes de med lynets hast til hele mediesektoren og via andre distributionskanaler, men de genereres i den klassiske mediesektor.

Så uanset, at flere og flere politikere bruge sociale medier til at bringe information og holdninger ud til mange mennesker, og i nogen grad også til at opretholde dialog med dem, er der stadig langt til det antal brugere, som de traditionelle massemedier har
Der er også spørgsmålet om, hvem det er, politikere får lejlighed til at forklare sig over for gennem de sociale medier, egne og partiets hjemmesider. Hvis man mest møder de allerede overbeviste – samt journalister og politiske kolleger – er effekten måske ikke nødvendigvis så stor, når det kommer til det afgørende, stemmeafgivningen på valgdagen.

Der er således ingen grund til at forvente, at de traditionelle medier vil miste deres meget store rolle i samspillet mellem politikere og borgerne – og desto mere grund til at se på, hvordan rollen varetages og bruges.

Journalisterne på medierne har mindre tid end tidligere
Jens Otto Kjær Hansen

Det er åbenlyst, at tingene har ændret sig over de seneste 10 år, formentlig på grund af flere ting. Journalisterne på medierne har mindre tid end tidligere, og en nyhed er kun journalistens og lanceringsmediet egen i ganske få minutter, før den spredes ud over nettet.

Så omstændighederne er blevet vanskeligere, men den enkelte journalists og det enkelte medies ønsker om at være synligt dagsordensættende ved at lancere de mest interessevækkende historier er usvækket stor. Og det er en farlig kombination
En af effekterne er, at de lette ting – som ikke kræver den store journalistiske indsats, som der er mindre tid til på redaktionerne i dag – kommer til at fylde mere.

Under sidste valgkamp føg eksempelvis meningsmålingerne i luften i et antal og med en hyppighed, som ikke er set før. Så meget, at mediebrugerne blev grundigt trætte af disse analyser. De viser oftest udsving, der ligger inden for den statistiske usikkerhed på den enkelte undersøgelse, og dermed siger de reelt intet.

En anden iøjnefaldende udvikling er mediernes de facto stadig større politiseren. Den benægtes ganske vist som udgangspunkt, men man skal være ualmindelig blåøjet for ikke at se et mønster.

Nogle gange er det næsten ud i det morsomme. F.eks. set under valgkampen, da Politiken tæt op mod sidste valg havde en af de særlige facttjek analyser på Lars Løkke Rasmussen og en af de borgerlige aviser selvsamme dag en tilsvarende facttjek analyse på Helle Thorning-Schmidt.

Mindre morsomme, og meget betegnende for den igangværende udvikling, er de nye bundniveauer i personangreb, der i de senere år er blevet sat af tabloidaviserne. Først BT med forsideoverskriften i kæmpetyper “FÆLDET AF BT” med billede af Helle Thorning-Schmidt i forbindelse med hendes mands skattespørgsmål. Bortset fra, at det ikke var ret effektivt fældet, eftersom hun ikke så længe efter blev statsminister, er den dybt alvorlig pointe, at det her skæres ud i pap, at det er manden m/k, ikke bolden, der gås efter
Journalistik handler altså om at fælde nogen – for hvad, om der er belæg, om der er en rimeligt relevant sammenhæng osv. er af mindre betydning, hvis nogen.

Så fulgte Ekstrabladet med forsideoverskriften ”FJOLSER” ved portrætter af statsministeren og udenrigsministeren dagen efter skatteforliget. Ud over at dette lige så klart som BT i ovennævnte eksempel modsiger enhver skønsang om mediernes vitterligt vigtige vagthunderolle, repræsenterer Ekstrabladets overskrift en politisk populisme af den mest primitive slags.

En anden bemærkelsesværdig ting i den aktuelle medieudvikling er reaktionen på den regering, der blev dannet i efteråret 2011. Ifølge fagbladet Journalisten var der i slutningen af juni 2012 skrevet op mod 1.200 artikler i danske dagblade under temaet ”løftebrud”. Tre aviser, Jyllands-Posten, Berlingske og BT, stod for langt over halvdelen, i alt næsten 700 artikler under temaet ”løftebrud”.
Det er højst interessant. Formentlig er mange brugere, uanset politisk observans, for længst trætte af dette tema, som også tydeligvis er ved at klinge ud. Ugebrevet Mandag Morgen har gennemført en analyse, der viser, at der slet ikke er belæg for så drastisk en udlægning, som det er sket i mange medier. Børsen fortalte kort før sommerferien, at et overvældende flertal af økonomer finder den valgte politik fornuftig og gavnlig for landet.

Disse indslag markerer formentlig begyndelsen på et stemningsskifte, så løftebrudstemaet her efter sommeren ikke kommer igen med samme dynamik som før. Men næsten hele det første år kom temaet altså, som tallene for dækningen viser, til at fylde næsten alt, og fordelingen med 60 % af omtalerne i tre dagblade er svær at misforstå, uanset hvor ivrigt redaktørerne hævder, at dækningen er helt uafhængig af politisk ståsted.

Kort sagt er den politiske dækning blev åbenbart mere aktivistisk
Jens Otto Kjær Hansen

Kort sagt er den politiske dækning blev åbenbart mere aktivistisk – ment som afspejlende mediets politiske ståsted – mere overfladisk, mere populistisk og med endnu større personfokusering.

Og selv om medierne i almindelighed sjældent praktiserer selvkritik, er den dog ikke helt fraværende. Eksempelvis skriver chefredaktør Anne Knudsen i Weekendavisen i en leder 6. juli:

“Taktik er efterhånden den mest iøjnefaldende foreteelse i al dansk politik. Det har mange grunde, hvoriblandt mediernes koreografi slet ikke er den mindste”.
Anne Knudsen, Chefredaktør Weekendavisen

Redaktøren – hvis avis er det medie, der allermindst bidrager til den beskrevne udvikling i retning af aktivisme, overfladiskhed, populisme og personfokusering – stiller med sine ord en præcis og elegant formuleret diagnose.

Medier ikke bare iagttager, spørger kritisk på borgernes vegne og rapporterer skånselsløst – de koreograferer den forestilling, på hvis baggrund publikum, borgerne, danner deres mening og ud fra denne udøver sin demokratiske indflydelse.

Det er ikke i sig selv nogen altomvæltende iagttagelse. Lige som kvantemekaniske størrelser ikke kan måles, uden at målingen og iagttageren i selv griber ind i processen, er det ikke særlig mærkeligt, at det moderne samfunds demokratiske, politiske beslutningsprocesser ikke sker upåvirket af de medier, der udgør det hovedsagelige formidlingsapparat mellem dem, der håndterer processerne direkte og de vælgere, der giver mandatet.

Problemet er blot, at den mediemæssige og journalistiske selvforståelse generelt ikke rummer den erkendelse, at sådan er det. Journalistisk selvforståelse baserer sig på et billede af den neutrale, ikke-indgribende, kritisk iagttagende og spørgende instans på borgernes vegne, ”så tæt på sandheden som muligt”, som det hedder.

Når det er tilfældet, rejser der sig slet ikke noget spørgsmål om, hvad der egentlig skal til for at varetage ansvaret i en erkendelse af sin indgribende placering. Ingen overvejer, hvad det egentlig kræver af medieetik og professionalisme at koreografere den demokratiske/politiske dialogforestilling.

Nu er borgerne og medierne kun to ud af de tre hovedaktører i denne forestilling. Politikernes rolle, og den måde de mere eller mindre frivilligt følger koreograferingen på, er lige så afgørende for den samlede virkning.

Man kan sige, at politikerne med de særlige rådgivere har taget konsekvensen af medieudviklingen ved at sikre sig egne koreografer, der enten kan påvirke mediernes koreografi eller opsætte konkurrerende egne, alternative forestillinger. Dette opleves stærkt udfordrende af journalisterne, og min opfattelse af dette som en velbegrundet og rimelig symmetri deles endnu ikke af mange journalister.
Men uanset dette, er der grund til at pege på, hvilken del af ansvaret den politiske aktør står med. Ingen kan med rimelighed påstå, at politikerne af en hensynsløs, politiserende presse, bakket op af glubske vælgere, drives hjælpeløst rundt i manegen.

Enkeltpolitikeres trang til at søge medierne brugt som værktøj for egne dagsordener er voldsomens Otto Kjær Hansen

Enkeltpolitikeres trang til at søge medierne brugt som værktøj for egne dagsordener er voldsom, uanset om det nu er initiativer taget af politikere selv, eller sker som reaktion på mediehistorier om politiske modstandere. Nogle politikeres tilbøjelighed til med fryd at pøse al tilgængelig benzin på et bål, der griller modparter, står ikke på nogen måde tilbage for den kynisme, medierne ind i mellem udviser.

Desuden påvirker politikere selv mediedagsordenen gennem deres reaktion på mediernes forsøg på koreografi. Hvis f.eks. politikere generelt ikke reagerede på de utallige meningsmålinger, ville de holde op med at fylde så meget. Medier og politiske kommentatorer vil ikke alene kunne holde den damp oppe.

Det samme gælder, når der drages politiske konsekvenser på baggrund af enkeltsager. I et effektivt koreografisk samarbejde mellem de initiativtagende aktører og de politikere, der i den enkelte situation hellere end gerne fisker i rørte vande, køres det hele op til et crescendo, der så kulminerer med f.eks. en ministerfyring.

Naturligvis forekommer det umiddelbart tiltrækkende at løse problemerne, før man har ryggen mod muren: Det er lidt mere a la virksomhedsledelse at træffe konsekvenserne, når man alligevel kan se, hvor det ender. Man indgår en form for forlig med befolkningen ved at smide offereret på bålet, så man da kan komme videre.

Men måske var det bedre for folkestyrets sundhed at agere lidt anderledes end virksomhedslederen. Det er ikke et usundt politisk system, vi har, det kan udmærket virke. Hvorfor ikke stå fast og først handle, når et mistillidsvotum gives? Så må de, der giver det, stå til ansvar for deres handlinger – fægte med åben pande, som det smukt og dansk hedder. Det behøver de ikke, når en politisk leder forskrækket af medietumulten griber kosten på forkant.

Det vil sikkert forekomme risikabelt at gå imod mainstream i det mediekoreograferede politiske melodrama. Det vil give endnu mere frit spil for de politiske kolleger, der ufortrødent fortsætter den sædvanlige adfærd, og kan dermed koste en politisk pris. Sådan vil det givetvis være. Det kan kun give mening at give en populistisk, personfikseret politisk debatkultur personlig modstand, hvis man tror på vælgernes fornuft og dermed på, at det på den lange bane belønnes – mandat skal der jo til.

Men hvor er vi, hvis man ikke tror på det? I hvert fald et sted, hvor der ikke længere er grund til at foregive, at dialogen handler om menneskers og samfundets problemer og de mulige løsninger. Et sted, hvor taktikken er det eneste tilbageværende, følelsesreaktioner knyttet til personer det eneste reale indhold og evnen til at koreografere dygtigt magtens eneste reelle legitimitet.
Men andre ord: bare endnu et realityshow, som hverken kræver en borg eller i hundredvis af aktører og hjælpere, men snildt kan sættes i scene af et mindre produktionshold og styres gennem sms-tilkendegivelser. Langt ude? Måske. Og alligevel ikke i en verden, hvor en forklaring på mere end en sms’s maksimale160 karakterer er uden chance i den offentlige debat.

Hvis udviklingen skal bydes trods, og det demokratiske samfunds oplysningsgrundlag og dialogniveau skal søges løftet, kræves nytænkning både blandt mediefolk og blandt politikere.

Ingen af de to instanser er til for sig selv. Deres eneste mening er at tjene folket. Skulle folket virkelig være hindringen for et mindre primitivt, mindre populistisk og mindre personfikseret politisk debatmiljø?

Jens Otto Kjær Hansen CV:

  • Født d. 18.1.1953 i Tønder
  • Gift med Elin Forbord Hansen, som han har fire børn med
  • 1976: Journalist fra Danmarks Journalisthøjskole
  • 1976-1979: Journalist på Jyllands-Posten.
  • 1979-1984: Redaktionschef på Jyllands-Posten.
  • 1978: Cavling-prisen for artikler om EDB-sikkerhed
  • 1984-1989: Kommunikationschef Jysk Teknologisk Institut
  • 1989: Bifag i filosofi, Århus Universitet 1987
  • 1994: MBA, Henley Management College
  • 1989-2001: Stifter og direktør af Image selskabet
  • 2002-2003: Medstifter og partner af Pluss Leadership A/S
  • 2003: Direktør for Center for journalistisk kompetenceudvikling, Danmarks Journalisthøjskole
  • 2008: Direktør og institutionschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
  • 2011: Rektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole pr. 1. august.
Kilde:
Marendine K. Ladegaard: Din nye rektor: ”jeg havde ingen ambitioner”,
Illustreret Bunker, Journalisthøjskolens Avis (14 september, 2011)
Jens Otto Kjær Hansen
Jens Otto Kjær Hansen