Tavshed klæder ikke politik

Denne artikel er fra det trykte medlemsblad: Radikal Dialog

Klaus Bondam og Radikal Dialog trodsede minusgraderne for at mødes til en snak om Bondams tid i borgmesterstolen. Læs her om eks-borgmesterens største sejre og nederlag på Københavns Rådhus.

Københavns Rådhus tårner sig op foran den lille cafe i bunden af Palace Hotel. Der er stille i cafeen denne torsdag eftermiddag. Måske har minusgrader og hårde norden- vinde skræmt turisterne mod varmere himmelstrøg. Radikal Dialog har sat Klaus Bondam stævne for at høre ham udlægge tiden som borgmester på Københavns Rådhus.

Eks-borgmesteren slår en høj latter op, da vi indleder med det klassiske spørgsmål om, hvad der har været hans største fingeraftryk på København i årene som borgmester? Alligevel falder svaret prompte.

”Det ene, som jeg vil nævne, er, at den københavnske cykelpolitik virkelig er kommet højt op på den urbane agenda. Cyklen er blevet en helt essentiel del af det, vi både som by og land markedsfører os på og den måde, hvorpå vi opfatter os selv på. Det er klart, at det er noget, man lægger mærke til.” siger Klaus Bondam.

”Det andet, jeg vil pege på, er, at jeg har været med til at sikre, at København er blevet mere synlig internationalt. Måske er det ikke noget, som så mange køben- havnere opdager. Men set i radikal optik synes jeg, det er ekstremt vigtigt at indgå i globale og europæiske fællesskaber og gå i dialog med andre nationaliteter om, hvad det er for strukturer og systemer, som virker bedst. Og sætte spørgsmålstegn ved om det er den rigtige måde, vi gør tingene på herhjemme. Jeg har gjort meget for, at de forvaltninger, jeg har stået i spidsen for, også orienterede sig på europæisk plan.” fortæller Klaus Bondam.

Derudover er han på det personlige plan glad for, at Københavns nuværende overborgmester har valgt at føre teten videre og blive formand for Eurocities, som er en lobbyorganisation for europæiske byer i EU. En organisation som Bondam også selv var meget aktiv i.

Udover cykelpolitikken og Københavns internationale synlighed nævner han også en tredje ting, som er lykkedes godt i tiden som borgmester.

”Vi har for alvor fået en debat og diskussion om, hvordan vi udnytter byens rum. Hvor skal der være biler, hvor skal der være cykler, og hvor skal der være legepladser. Er vi i virkeligheden ikke meget glade for, at der er roligt nogen steder i byen og mere larm og trafik andre steder? Jeg er glad for den synlighed, som vi radikale fik på den konto upåagtet, at det også gav nogle knubs. For jeg synes, det er ekstremt vigtigt, at man som politiker er synlig, har holdninger og tager debatten. Tavshed klæder ikke politik.” konstaterer Klaus Bondam.

Københavnere kunne være mere urbane

På spørgsmålet om, hvad han ikke kom igennem med i sin tid som borgmester, peger Klaus Bondam på, at han forsøgte at sætte på dagsordenen, hvordan man agerer i en by, når man er mange forskellige mennesker sammen. Hvordan københavnerne bliver mere urbane. Det ville han ønske, København var kommet længere med i dag.

”Det er noget, man især oplever, når man kommer til udlandet. Der er folk bedre til at være urbane, end københavnerne er. I Bruxelles viser folk hensyn til hinanden i det offentlige rum samtidig med, at de dagligt har lange samtaler med hinanden. Jeg taler for eksempel med manden i kiosken og folk i elevatoren. Det er helt fantastisk at opleve mængden af goddag og farvel i Bruxelles. En af mine pointer i den her diskussion om urbanitet er, at det både handler om det fysiske med at vise hensyn til hinanden og stille sin cykel, så den ikke holder i vejen for andre. Men der er også hele den her tryghedsdiskussion. Jeg ser på dig, du ser på mig, og du ser, at jeg ikke har noget ondt i sinde. Vi kan fint passere hinanden og sige goddag. Hvis man i Danmark siger goddag til en anden person i elevatoren, så er det jo nærmest sexchikane. Det ville jeg ønske, vi var nået længere med i København.” siger Klaus Bondam.

Fra partipolitiker til udvalgspolitiker

”Vanskeligt” er Klaus Bondams korte svar, da vi spørger ham, hvordan det politiske spil på rådhuset egentlig er.

”Det er ikke så svært at være borgmester. Der er faktisk et godt og loyalt samarbejde mellem samtlige syv borgmestre. Man ses om ikke dagligt så i hvert fald ugentligt til økonomiudvalgsmøder. Og mange sås jo alligevel dagligt på gangene og begyndte også at lave arrangementer sammen, efterhånden som vi lærte hinanden bedre at kende. Det svære er – som i hvert fald overraskede Ritt Bjerregaard og nogle af de andre, der har en baggrund fra Christiansborg – at på Christiansborg har du et liv, hvor samtlige 179 medlemmer støder ind i hinanden hele tiden. Det sker ikke på rådhuset. Der kommer folk ind til udvalgsmøde hver anden uge og ned i borgerrepræsentationen hver anden eller tredje uge. Fordi det er struktureret på den måde, sker der det, at rigtig mange hurtigt udvikler sig fra at være partipolitikere til at blive udvalgspolitikere. De kæmper i virkeligheden mere for udvalgets sag eller den pågældende borgmesters sag end for deres eget partis sag. Det synes jeg, er en udfordring, og det har vi radikale også lidt under.” forklarer Klaus Bondam.

Man kunne sende en dame

Klaus Bondam sad på borgmesterposten
i fem år. Først som teknik- og miljøborgmester og siden hen som borgmester for beskæftigelses- og integrationsforvaltningen. Nu er han blevet Institutleder ved Det Danske Kulturinstitut i Bruxelles – langt væk fra det politiske spil på Københavns Rådhus. Ikke desto mindre er der i dag ting, som han gerne ville have vidst, da han satte sig i borgmesterstolen:

”Jeg har lært, at man måske ikke nødvendigvis skulle have kastet sig ind i alting selv. Ja, man ”kunne sende en dame”, som Lise Nørgaard vist har skrevet en bog, der hedder.” siger Klaus Bondam. Men han tilføjer alligevel, at man ikke kan knægte sin egen personlighed.

”Der er da masser af sager, hvor jeg ville ønske, jeg bare havde holdt min kæft. Når jeg ser, at min efterfølger sender sin embedsmand ud i byen for at forklare, at det kommer altså til at larme, når vi bygger metro de kommende fire år, fordi han ikke selv gider at gå ind i sagen.
Det ville jeg sgu gerne have tænkt. Nej, i virkeligheden synes jeg jo, at det er at være politisk tøsedreng. Men det er jo en anden side af sagen. Jeg kastede mig ud i alle mulige sager, men det ligger til mig. Det er der, hvor meningerne brydes, at der skabes noget. Men guderne skal vide, at du også betaler for det. For mig var det ikke sjovt at gå fra 12.000 til 3.000 personlige stemmer. Det, der måske har overrasket mig mest i politik, er, hvor meget vælgerkorpset indlæser det, de ikke ved noget om. Jeg fik somme tider nogle mails, der lød ”Du har virkelig skuffet mig, du er slet ikke sådan, som jeg havde forventet”. Til det måtte jeg sige, at jeg har sådant set ikke gjort andet det, jeg sagde i valgkampen, men du har som vælger projiceret en masse over i mig. Det er nok noget særligt i politik.” forklarer Klaus Bondam.

Jeg er ikke et fortrydende menneske

Den tidligere radikale borgmester holder en lille tænkepause, da vi spørger, om der er noget, han fortryder, når han tænker tilbage på sin tid som politiker.

”Jeg er normalt ikke et fortrydende menneske, men der er nogle ting, jeg synes, har været meget hårde. Jeg var chokeret og overrasket over reaktionen efter sidste konstituering. Jeg var chokeret, fordi det for mig at se var ekstremt politisk umodent som udgangspunkt at sige, at der er nogen, man ikke vil samarbejde med. Det må altid være radikal politik at søge indflydelse. Du kan ikke på forhånd udelukke nogen. Det overraskede mig, at der internt var så voldsom en reaktion imod det. Og set i bakspejlet kunne jeg da godt more mig lidt over, at da jeg valgte at træde tilbage, sad der fire og var ude efter den post, som nogen af dem havde haft travlt med at være imod.” fortæller Klaus Bondam.

Vi afslutter eftermiddagens møde med spørgsmålet om, hvad han lært fra sin tid som borgmester, som han tager med sig i sin nye stilling i Bruxelles.

”Jeg har lært at man skal være ekstremt ydmyg som politiker og især som borgmester, fordi der er ekstremt mange privilegier forbundet med det. Alt er tilret- telagt for dig. Der er et system, som arbejder målrettet imod hele tiden at hjælpe vores politikere med at kommunikere det, de skal, og få dem til at fremstå, så godt som overhovedet muligt. Det skal man være ydmyg overfor. Så vil jeg sige, jeg er
så gammel, så der er nogle ting, som er gået op for mig aldrig ændrer sig. Jeg bliver ved med at være temperamentsfuld, jeg bliver ved med at være et følelsesmenneske, og jeg bliver ved med at komme til at gøre nogle uoverlagte ting engang imellem. Men for mig er det også vigtigt at sige, at mit exit ikke nødvendigtvist er et evigt farvel til politik. For mig er det fantastisk at være i Bruxelles i øjeblikket. Det er en gammel drøm, som går i opfyldelse om at være en del af det samarbejdende Europa, som fysisk er i Bruxelles.” fortæller Klaus Bondam.

Mørket har nu sænket sig over den lille cafe, hvor vi laver interviewet. For halvdelen af selskabets vedkommende går turen nu hjem gennem kulden, som efterhånden er en permanent tilstand, man lige så godt kan vænne sig til. For den anden halvdel af selskabet er kulden derimod midlertidig, da turen snart går tilbage til Bruxelles, hvor foråret efter sigende allerede har indfundet sig.

Af Maj Lindberg Danø og Ellen Marie Vestager